anemonopsis og liljer og ildsot

Mens jeg har været optaget af farvecirklen, er to nye anemonopsis sprunget ud. Anemonopsis, som tilhører ranunkelfamilien, stammer fra den japanske ø Honshu, og de sarte, voksagtige blomster og den elegante vækstform er ekstra påfaldende på denne tid, hvor så mange robuste og stærktfarvede stauder begynder at gøre sig gældende.
Hvis man vil vide mere om den fascinerende plante, er  http://www.seedaholic.com/anemonopsis-macrophylla-false-anemone.html et godt link, selvom Seedaholic åbenbart endnu ikke har opdaget, at der foruden arten også findes en hvid og en fyldt og muligvis endda en fyldt hvid variant.
Anemonopsis betyder falsk anemone, og det ærgrer mig altid, når smukke planter bliver defineret gennem at blive sammenlignet med andre planter. Desuden synes jeg ikke, der er den vildt store lighed. Det skulle da lige være i vækstformen.

Leslie Woodriff er enorm i år. Onsdag oven på 28 mm regn måtte vi levere nødhjælp i form af ekstra opbinding, og det er sikkert vort smukke håndværk, Søren står og beundrer.


Panter- eller leopardliljen/pardalinum er endnu højere, 2,60 m har Søren målt den til, og hælder faretruende ud over surbundsbedet. Henryi ligger derimod henslængt ud over en staude. Hvis jeg skal vælge i familien, så foretrækker jeg nok white henryi.

               
Ligularia Gregynog Gold er nok ikke lige den bedste plante til den lille parcelhushave. Med rigelig plads omkring sig er den nu imponerende og kan sagtens matche det gamle æbletræ. Bladenes form har givet den tilnavnet elephant´s ears.
Endelig opfører kanelbusken sig mystisk og visner stille og roligt. Det starter som på bladet herunder.