Det udtryk faldt mig ind i går, hvor jeg ubarmhjertigt skar geranier, astrantia og salvie ned til sokkeholderne, nej ikke helt til sokkeholderne for salviernes vedkommende, kun ned til de nye blomsterskud. Desuden fjernede jeg alle de roser, der bare var i nærheden af at tænke på at falde, og nogle steder røg der nogle ret lange grene med i faldet. Der går vist desværre hele seks uger, før der kommer en genblomstring.
Rosa Mundi, Ferdinand Pichard og Santana blev beskåret kraftigt i foråret og alle har kvitteret med en harmonisk busk.
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
Aconitum pink sensation og aconitum album er to nemme og kønne stauder, som ikke skal bindes op. De breder sig stille og roligt med årene - lidt ligesom deres ejer😏
![]()
![]()
![]()
![]()
Rosa Mundi, Ferdinand Pichard og Santana blev beskåret kraftigt i foråret og alle har kvitteret med en harmonisk busk.
Til sammenligning: Rosa Mundi til venstre og Ferdinand Pichard til højre
Men Raubritter er klart min favorit i år. Dens kuglerunde blomster er helt unikke. Sidste år stod den frit og var hverken en busk eller en klatrerose. I år trives den i sit korset.
Piluu er ikke ligefrem min yndlingsklematis, men den blomstrer længe og rigt, og jeg kan ikke lige komme i tanker om andre, der har både fyldte og enkelte blomster på planten på samme tid.
Så er durandii mere efter min smag, selvom den ikke rigtig kan bestemme sig for, om den skal krybe eller klatre.
Viorna og Roguchi vil vi kunne glæde os over de næste par måneder.
Filipendula rubra
Stipa tenuissima pony tails
