7. februar

I februar får jeg altid før eller siden en snert af det, englænderne kalder cabin fever. Klaustrofobi er vel det danske ord, der dækker bedst; men det rammer alligevel ikke rigtig frustrationen ved at være tvunget til at være inaktiv.
I dag ligger der et tyndt lag sne, og så dukker lysten til at tage billeder så småt op igen. Træerne kommer til at fremstå som skulpturer på den hvide baggrund, hvad enten de er stedsegrønne som parasoltræet/ sciadopitys verticillata eller løvfældende som skovfogedtræet.


Dette bed tænker jeg sommetider og måske lidt blæret på som Van Gogh bedet. Ellers hedder det som regel bare noget så nøgternt som det firkantede bed.
          
Vores eneste bambus er ved at være en flot plante. Den hedder phyllostachys aureosulcata 'Spectabilis' / gulfuret bambus, og er den eneste plante med indlagt lyd - der lyder en sagte raslen ved den mindste smule blæst.


Det udgåede blommetræ har dannet klatrestativ for Constance Spry i en årrække, men er nu så udtørret, at det kan væltes omkuld med et lille spark, og sparket får det nok snart, så vi kan undgå kaosset, hvis blæsten skulle vælte hele molevitten i rosens blomstringssæson.

To forskellige stedsegrønne magnolia grandiflora - Goliath er snøret sammen og pakket omhyggeligt ind, mens  krydsningen "Maryland" skulle kunne klare vinterkulden.
                         

Den grønne skimmia har rollen som den kedelige kusine det meste af året, men bliver elegant med sne og bøgeløv som baggrund.