Forleden læste jeg dette indlæg om sår på træer, og hvordan man bedst griber dem an, hvilket straks fik mig til at tænke på vores skovfogedtræ.
![]()
Vi gætter på, at det er plantet som et skytstræ omtrent samtidig med, at stuehuset blev bygget, nemlig i 1898, men kan ikke dokumentere det. Under alle omstændigheder er det et virkelig gammelt æbletræ. De næste to billeder viser selve stammen set fra nord og fra syd.
![]()
![]()
Fuglene har fundet et nyt hul en etage højere oppe. Deres største trussel er kattene, som ynder at kravle rundt i træet på jagt efter en lækkerbisken.
![]()
Gennem årene er der blevet fjernet mange grene, hvilket de mange huller og sårskorper bærer vidnesbyrd om. Træet fortjener virkelig en medalje for lang og tro tjeneste. Jeg er ikke altid lige begejstret for Søren Ryges måde at have have på; men i denne artikel om gamle træer i almindelighed og skovfogedtræets historie rammer han efter min mening plet.
![]()
![]()
På billedet herunder kan man se, at barken og vedringen, eller hvad man nu kalder det, helt nede ved jorden også var blevet gennembrudt, så der er ingen tvivl om, træet i virkeligheden var døende, selvom vi ikke kunne se det.
![]()
Pulpen er nem at fjerne, og nu overvejer Søren, om vedringene kan bruges som vinduesrammer i et bjælkehus, han har på beddingen.
![]()
Vi gætter på, at det er plantet som et skytstræ omtrent samtidig med, at stuehuset blev bygget, nemlig i 1898, men kan ikke dokumentere det. Under alle omstændigheder er det et virkelig gammelt æbletræ. De næste to billeder viser selve stammen set fra nord og fra syd.
Da vi flyttede ind i 1977, var der et hul midt i stammen, hvor fuglene byggede rede; men gennem årene har træet formået at lukke hullet selv. Det er imponerende, at det har kunnet lade sig gøre, især fordi hullets placering har gjort det meget udsat for at blive fyldt med vand og visne blade.
Gennem årene er der blevet fjernet mange grene, hvilket de mange huller og sårskorper bærer vidnesbyrd om. Træet fortjener virkelig en medalje for lang og tro tjeneste. Jeg er ikke altid lige begejstret for Søren Ryges måde at have have på; men i denne artikel om gamle træer i almindelighed og skovfogedtræets historie rammer han efter min mening plet.
I januar fældede Søren en del træer, og et af dem, en seljerøn/ sorbus intermedia, viste sig til vores overraskelse at være død i midten hele vejen op.
På billedet herunder kan man se, at barken og vedringen, eller hvad man nu kalder det, helt nede ved jorden også var blevet gennembrudt, så der er ingen tvivl om, træet i virkeligheden var døende, selvom vi ikke kunne se det.
