Ikke så julet at det gør noget

Min emne er nemlig jorddækning eller mulching, som det vist hedder nutildags. Det er et emne, jeg har  haft i tankerne flere gange under sommerens tørke og henover efteråret, efterhånden som blade og blomster er forsvundet, og jorden derved er blevet mere og mere synlig.

Bar jord er forbudt i haver nutildags, kan vi vist godt blive enige om, i modsætning til haver anno 1950 og deromkring, hvor det nyrevne og rensede havelook var idealet. Under sommerens tørke opstod der imidlertid en del områder med bar jord, hvor stauder ellers i normale somre ville dække jorden med deres frodige løv, og jeg oplevede faktisk, at det var noget, som det  pinte mit havehjerte at se på.
Når man har holdt 40 års jubilæum med sin have, har man også uvægerligt udviklet  nogle rutiner, som efterhånden er blevet ganske faste, og det gælder også et emne som jorddækning.
I surbundsbedene bliver jorden hvert år dækket med nåle eventuelt blandet med sand.  Det er godt for planterne og ser godt ud i mine øjne, mens spagnum er direkte grimt og ikke bør udsættes for udtørring. Nålene modvirker efter sigende spiringen af visse frø, og fuglene er desuden vilde med at lede efter insekter og orme i dem. I år bevirkede tørken, at jeg tjekkede bedene to gange, mens jeg normalt kun gør det en enkelt gang sidst på sommeren.
I staudebedene pynter de visne blade utroligt godt, hvis de ellers bare ville blive liggende, hvilket godt kan knibe, når blæsten hærger. Derfor findelte Søren de blade, jeg rev sammen på plænen i år, med plæneklipperen, og der er ingen tvivl om, at de findelte blade pænt bliver liggende i bedene. Om man kan lide strukturen, er jo en smagssag. Blæsten har nu en måneds tid senere drysset et tyndt lag visne blade ind i bedene; men når man roder lidt rundt, kan man godt konstatere, at det findelte løv er tættere på at bgynde at formulde, end hele blade ville være.
Om efteråret får alle roserne en fodpose af kompost. Knud  Pedersen fra Rosenposten anbefaler, at man lægger et muldvarpeskud omkring planten. I det hele taget har jeg for vane at drysse noget kompost eller bøgemuld i bedene, når jeg har plantet om eller ud.

Flis bruges i store mængder som bunddække i dagens haver og andre anlæg. Genbrug er i sig selv et godt princip, og hos os bruges flis til at dække stierne i skovhaven.  Derved undgår vi det problem, at flis i bedene stjæler næring fra planterne og kan sprede uvelkomne svampe, og så er det hyggeligt at gå en stille, måske let knirkende tur på de bløde gange.
Da vi lavede det grønne tag til bjælkehytten, investerede vi i kakaoskaller efter en anbefaling på en hjemmeside, fordi deres vægt er minimal.  Der blev nogle sække til overs, så jeg har eksperimenteret med at bruge skallerne som bunddække i et par mindre bede. De nylagte skaller er for iøjnefaldende for min smag; men efterhånden og i grunden ret hurtigt skifter de farve og bliver mørkere, og samtidig udvikler de en form for lim, der klistrer dem sammen, så de ikke blæser væk, hvilket man ellers godt kunne være bange for.
Den sidste sæk gemmer jeg til om- og oppotning af planter til foråret, igen efter et tip fra en fagmand. Skallerne kan nemlig 3 ting: give næring, holde på vandet og skabe gode drænforhold i pottemulden. Det er bare ærgerligt, at de er temmelig dyre.

Grus bruges som bunddække et enkelt sted, nemlig i spaltebedet, som jo skal simulere et alpint område.
Det er vist i store træk den jorddækning, jeg benytter mig af i prydhaven, og i tilbageblik kan jeg jo se, at der faktisk er sket hele to fornyelser, nemlig findeling af  blade og brug af kakaoskaller. Det er jeg ganske fornøjet med - udvikling er godt, selvom man er kommet op i årene.