løst og fast fra den sidste dag i april

Det kan godt være svært at følge med billedmæssigt med udviklingen i haven i disse dage. Jeg starter alligevel med genvalg til den sartgule pulsatilla albana lutea, for de to planter i spaltebedet har vist sig at være forskellige. Blomsterne på den til højre er mindre med mere afrundede kronblade og har en mørk skygge på ydersiden. Nu har jeg undersøgt sagen og er nået frem til at den til højre er den rigtige, mens den til venstre formentligt er en variant, der hedder pulsatilla alpina apiifolia. Den slags nørderi er jeg bare vild med, selvom mine læsere sikkert ikke er det.

De næste billeder er fra skovhaven. Først en mørk glaucidium og trillium vaseyi.

Dernæst to billeder af den anden runding, hvor bunddækket består af en mørkerød småhjerte og den brogetbladede kærmindesøster/ brunnera mac. Jack frost.

Den gule busk der er ved at springe ud, er weigela middendorffiana.

Og den højere, blomstrende staude er vedvarende måneskulpe/ lunaria redivia. Herunder ses ses den i sit smukkeste stadie med kontrasten mellem knopperne og de udsprungne blomster.

De næste billeder er fra surbundsbedet, hvor der er kommet gang i trillium grandiflorum, både den enkelte og den dobbelte.

Den opmærksomme billedkigger har måske observeret, at bladene ikke ligner trilliumblade. Forklaringen er, at den fyldte trillium slås om pladsen med den fyldte blodurt, som nu er afblomstret. Hvad man ikke kan se, er, at stjernemagnoliaen hvælver sig over bedet, og at en pikstenssti snor sig foran det. Begge dele tror jeg bidrager til at skabe et godt mikroklima til stauderne.

Persisk vibeæg/ fritillaria persica green dreams er voldsomt imponerende. De store fritillarialøg har jeg i øvrigt lagt i den tørre jord foran træer efter at jeg på efterårets løgmesse hørte, at kejserkrone godt kan lide at stå tørt, f.eks. ind under en hæk.

Kæmpedøvnælde eller kæmpetvetand/ lamium orvala i to farver er en nydelig haveplante, hvor man ved nærmere eftersyn bliver overrasket af de smukke blomster. Den er klumpdannende i modsætning til de fleste lave døvnælder, der breder sig uhæmmet og danner brede tæpper.

I går havde jeg ondt i halsen, feber og snotnæse, så det var ikke meget, jeg bevægede mig udenfor. Sidst på eftermiddagen sad jeg dog lidt og vegeterede på en bænk ved husgavlen, og der fik jeg øje på noget forandret ved denne trækrone.

Nok har det været meget tørt, men at duetræet/ davidia involucrata skulle være begyndt at visne, var alligevel lige voldsomt nok.

Sandheden var heldigvis, at træet er startet på en enorm blomstring. Den har blomstret før, men altid yderst beskedent.

Blomsterbladene, som jo er dækblade og ikke kronblade, er stadigvæk temmelig grønne. Når de bliver helt hvide, bliver blomstringen endnu mere iøjnefaldende.