Tilbage i firserne, da jeg havde travlt på gymnasiet, og børnene var små, blev der alligevel lidt tid til overs til at dyrke haven og min planteinteresse. Det havde min svigerinde spottet, så hun sørgede for, at jeg kom med i en gruppe af haveglade/gale kvinder, som på skift besøgte hinandens haver og arrangerede ture til planteskoler - dem var der mange flere af dengang.
![]()
I Margrethes have stødte jeg for første gang på sommerfugleblomst/ gillenia trifoliata/porteranthus trifoliatus og forelskede mig på stedet. Desværre var Margrethe ikke den type, der gavmildt delte ud af sine skatte, så i en del år var den fast inventar på min must-have liste.
![]()
Nu har den været en skattet del af staudebedet i årtier. Hvis man inddeler stauderne i divaer, som trives bedst i rampelyset, og selskabsplanter, som er tilfredse med at komme i anden række og har som opgave at fremhæve naboplanterne, må jeg nok nødtvungent placere sommerfugleblomst i den sidste kategori.
![]()
![]()
![]()
![]()
Og så dog! Der er noget helt utroligt graciøst over den store staude med de flagrende hvide stjerner. Om kort tid vil den desuden få et svagt, rødligt skær fra de små frøstande, og senere på året får bladene høstfarver og bliver mørke og iøjnefaldende.
![]()
På god jord anbefales det undertiden at binde stauden op; men det kunne jeg aldrig nænne. Tværtimod er det i mine øjne helt i tråd med dens udtryk eventuelt at lade et par grene lægge sig ned over naboerne. Jeg er så nok heller ikke den mest pertentlige person, når det handler om haven.
![]()
I 2000'erne er det gået ned ad bakke med antallet af lokale planteskoler, flere af havedamerne, bl.a. Margrethe, er faldet bort, og internettet er kommet til med sine utallige fristelser. Det var da også på nettet, at jeg stødte på gillenia Pink Profusion, og som med den hvide gillenia, var der her øjeblikkeligt tale om en plante, som jeg absolut måtte eje. Den skulle skaffes hjem fra Tyskland; men det er jo ikke et problem i dag.
![]()
Slægtskabet er tydeligt, men Pink Profusion har klart mere farve i blomster, blade og stilke. Det er en lækker, lille staude, og når den bliver større, er jeg ikke sikker på, at den vil nøjes med at være selskabsplante. Den kunne godt gå hen og udvikle sig til en diva, som ikke bare overlader rampelyset til andre.
![]()
Nu har den været en skattet del af staudebedet i årtier. Hvis man inddeler stauderne i divaer, som trives bedst i rampelyset, og selskabsplanter, som er tilfredse med at komme i anden række og har som opgave at fremhæve naboplanterne, må jeg nok nødtvungent placere sommerfugleblomst i den sidste kategori.
På god jord anbefales det undertiden at binde stauden op; men det kunne jeg aldrig nænne. Tværtimod er det i mine øjne helt i tråd med dens udtryk eventuelt at lade et par grene lægge sig ned over naboerne. Jeg er så nok heller ikke den mest pertentlige person, når det handler om haven.
I 2000'erne er det gået ned ad bakke med antallet af lokale planteskoler, flere af havedamerne, bl.a. Margrethe, er faldet bort, og internettet er kommet til med sine utallige fristelser. Det var da også på nettet, at jeg stødte på gillenia Pink Profusion, og som med den hvide gillenia, var der her øjeblikkeligt tale om en plante, som jeg absolut måtte eje. Den skulle skaffes hjem fra Tyskland; men det er jo ikke et problem i dag.
Slægtskabet er tydeligt, men Pink Profusion har klart mere farve i blomster, blade og stilke. Det er en lækker, lille staude, og når den bliver større, er jeg ikke sikker på, at den vil nøjes med at være selskabsplante. Den kunne godt gå hen og udvikle sig til en diva, som ikke bare overlader rampelyset til andre.
