et mysterium

Violfrøstjerner i alle afskygninger fra helt små miniatureplanter til høje, imposante stauder hører ubetinget til mine favoritter.  Uanset størrelsen er der noget elegant og forfinet over disse planter med det lette løv og de supertynde, forgrenede stilke.
Delavayi, den mest udbredte, er vi så heldige, at der sår sig selv både som hvid og lavendelblå og en farve midt imellem - faktisk fjerner jeg hvert år mange af de spinkleste planter med hård hånd.
Uheldigvis er delavayi i vores jord så veg i væksten, at den tit kræver noget støtte for at holde sig oprejst, i hvert fald når den kommer op i en vis højde. Herunder ses en samling frøplanter i varierende højde sammen med Prince Charles.

Nu til mysteriet. I år er der dukket en violfrøstjerne op i et bed, hvor jeg helt sikkert ikke har plantet nogen. Det specielle er, at den er over to meter høj og alligevel står flot opret helt uden støtte på næsten sorte stængler.




Det er utvivlsomt en frøplante, men af hvad? Umiddelbart gættede jeg på, at klokkefrøstjerne/ rochebrunianum havde været inde over, idet den er den højeste og  mest stivstilkede af vores violfrøstjerner. Desuden er den det ene ophav til Elin, som jo er både er høj og stivstilket.

Klokkefrøstjerne er allerede afblomstret, selvom den står forholdsvis skyggefuldt, og mens dens løv i størrelsen godt kan minde om løvet på den nye, er blomsterne klart anderledes.


I handlen findes der en akelejefrøstjerne med navnet Black Stockings, som ligner selve planten til forveksling, men blomsterne er anderledes, og blomstringen sker maj-juni. Ret ny i handlen er den høje Splendide, som efter sigende er en krydsning mellem delavayi og en yderst sjældent forekommende  art, der hedder elegans. Jeg kan kun tale ud fra egne erfaringer, og i vores have er Splendide lidt slap i koderne og skal have noget støtte, ligesom dens stilke har en upåfaldende grøn farve.

Derimod har jeg fundet ud af, at den kendte hollandske plantemand og staudespecialist  Coen Jansen, ophavsmanden til Elin, for nogle år siden fandt en delavayi frøplante i sin planteskole, som var højere og havde stivere og mørkere stilke end arten. Den har han formeret og sat i handlen som Ankum. Den kan ses på dette link. Det får mig til at konkludere, at the mystery plant nok er en selvsået variant af delavayi på samme måde som Ankum. Oven i købet er der dukket endnu en lille plante op i et nabobed.

Coen Jansen bruger det tekniske udtryk tetraploid til at forklare, hvordan Ankum er opstået. Jeg har forstået det sådan, at der er sket en kromosomfordobling, noget, som ofte giver sig udslag i kæmpevækst. Dette sker ganske hyppigt inden for violfrøstjernefamilien ifølge denne engelske afhandling, som afslutningsvis argumenterer for, at dette muligvis hænger sammen med vindpollinering. Her står jeg af (og mine læsere er sikkert for længst stået af) og vil slutte i taknemlighed over, hvor forunderligt smuk og mystisk og variabel naturen er.