Når de nøgne jomfruer og de vedbendbladede alpevioler begynder at blomstre, oplever jeg det som starten på en ny runde i havens cyklus. Samtidig bombarderes man af farvestrålende billeder af alle mulige tulipaner, som det er meningen, man skal købe sig fattig i. Jo,jo, vi nærmer os 2020.
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
Det er ikke kun blomsterne, der er seværdige. Også frøstandene, der er klar til at blive katapultet af sted af de snoede stilke er dekorative, ligesom bladene, der har farver og mønstre i mange forskellige kombinationer.
![]()
![]()
![]()
![]()
Vi har en hel del forskellige vedbendbladede cyclamen rundt omkring, og den hvide er klart den, der har bredt sig mest. Den står et klassisk sted for cyclamen, nemlig i den temmelig tørre jord inde under en busk, i dette tilfælde en kalmia.
Den næste gruppe står under vores stewartia, som er en virkelig tørstig nabo, og den tredje gruppe står under en opstammet buksbom.
I potten herunder står afkommet efter nogle frø, jeg købte som "dark red"; men det er vist kun den forreste blomst, der lever op til det.
Dagens overraskelse, som ikke handler om cyclamen, fik jeg, da jeg ville hente et par friske grønkålsblade til salaten. På vejen skulle jeg lige beundre de flotte mættet blå blomster i the President på østgavlen, og så fik jeg øje på noget cremefarvet et par meter opppe på muren. Det er min sandten den staudeaugtige klokkeranke cobaea pringlei, der blomstrer, selvom blade og stilke ser visne og halvdøde ud. Det var en velkommen overrraskelse.
