I april måned er det det gamle surbundsbed med stjernemagnoliaen til venstre og stewartia til højre, der er centrum for rigtig meget af det, der blomstrer. Der er noget rent og purt over magnoliaens hvide blomster, selvom nogle af dem har fået et lille svirp af nattefrosten, og det er der også over den fyldte blodurts blomster, som man finder nede i bunden af bedet. Det føles som ren luksus at have den som bunddække.
I forgrunden i midten af bedet står rhododendron schlippenbachii foran pachysanthum, begge med hvide blomster med et strejf af rosa.
Når man ved det, kan man lige skimte en enkelt camelliablomst til venstre for stewartiaens stamme. Blomsterne er de typiske, symmestriske camelliablomster; men det skinnende løv er næsten lige så fint som blomsterne. Sidste år var de fleste blomster stribede.
Disse to småplanter bidrager ikke til bedet med ret meget. Til venstre er det hundetanden erythronium sibiricum, som desværre kun har en enkelt blomst, og til højre helleborus tibethanus, som Marit kan vise utroligt flotte billeder af. Vores tror jeg er omkring seks år gammel og har år efter år kun sendt et par blade op, så nu er tiden vist inde til at grave den op og finde et andet sted til den. Jeg var ellers særdeles omhyggelig både med plantning og placering.
Nej, så er der mere gang i Sørens yndlingsprimula, Lilian Harvey hedder den.
