Ikke et godt år for pæoner, skriver hun og viser straks en håndfuld, som ser ud til at trives udmærket. Maj-juni er træpæonernes højsæson, så dem starter jeg med. Den mørkerøde delavayi og den gule ludlowii har det faktisk fint, mens den hvide rockii har færre blomster end sidste år og en del visne blade og kviste.
For de fleste haveejere er pæonernes højdepunkt silkepæonernes blomstring i juni, mens jeg har mere fokus på de tidlige staudepæoner, og for deres vedkommende er billedet nogenlunde lige så broget som for træpæonerne. Den tidligste (veitchii woodwardii) fotograferede jeg i knop d. 23. februar, men har skrottet alle billeder af dens blomster, fordi de var mere eller mindre ødelagt af vejr og vind i marts måned. Det samme gælder mairei, som blomstrede i april.![]()
Svovlpæonen (mlokosevitchii) har overhovedet ikke blomstret; men til gengæld var der for en sjælden gangs skyld en blomst i steveniana (nu daurica ssp macrophylla), som i dag står med en dekorativ frøstand.
I dag blomstrer den hvide emodi også og har det fint, mens den ene af vores to anomale lige akkurat overlever, og den anden er mindre blomsterrig, end den plejer at være.
Til sidst noget helt andet: Først var der tre, så var der to, og nu er der kun en enkelt stamme tilbage i sydbøgen/ nothofagus; den, der blev fældet i formiddags, stillede sig over på græsstien helt uden dramatik. Står det til mig, forsvinder den sidste også. Som mange andre sydbøge har vores en speciel, skæv vækst, som i sig selv er ganske morsom og dekorativ, men efterhånden som årene er gået, er den begyndt at vokse over i duetræet, som minsandten også har udviklet sig til et stort træ. Den tilbageværende stamme ser i mine øjne fuldstændig umotiveret ud. Da træet var halvt så stort, passede det utroligt fint ind i helheden med det lette løv og de slanke stammer; men nu giver det ingen mening. Tværtimod ville det pynte på bedet, at det kom væk. Mon manden med motorsaven går med til at fælde træet, hvis jeg ønsker mig en lille ny i fødselsdagsgave????
