Quantcast
Channel: hortofilia
Viewing all articles
Browse latest Browse all 840

Farven lilla

$
0
0


Farven Lilla /The Color Purple er titlen på en roman af den amerikanske forfatterinde Alice Walker om sorte kvinders horrible vilkår i 1920ernes Sydstater. Der er nok to ting, der har fået mig til at mindes denne bog, som jeg både læste og så filmatiseringen af flere gange, dengang jeg underviste i engelsk på gymnasiet. Den ene er uden tvivl George Floyd situationen i USA, mens den anden er noget så fredeligt som  farvespillet i blomstringen her i haven i første del af juni. Når jeg går rundt med kameraet, ser jeg utroligt mange blomster, der kunne indgå i mit indlæg, så her kommer et mindre udvalg.
Valmuen Patty's Plum deler sit bed med det meget mere diskrete honningløg/Nectaroscordum siculum.

Den mørke bjergknopurt/ centaurea montana Jordy og rapunzelklokke/ phyteuma nigrum har jeg sat sammen pga farven; men den første er lige begyndt at blomstre, mens den sidste næsten er afblomstret.

Blommefarvet kan man vist godt kalde farven på den lille buddhablomst/ roscoea auriculata med krøllede blade, efter at den lige er sprunget ud.


Azaleodendron govenianum blomstrer pænt i år. Dens blomstring svinger en del fra år til år.

En nyanskaffelse fra et plantemarked sidste år er forskelligbladet tidsel / cirsium heterophyllum, som vokser flere steder i den danske natur. Det er ikke en plante, man skal anskaffe, hvis der er småt med plads, men det problem har vi jo ikke. Blomsten springer ud på en sjov måde, hvor knoppen på et vist stadie kommer til at minde om issen på en tyndhåret herre, der har farvet hårkransen lilla. Man bliver ganske overrasket over størrelsen på blomsterdusken, når den har foldet sig helt ud.


Den sibiriske iris Roaring Jelly hører til i samlingen af lilla blomster. Mit kamera er tilbøjelig til at gøre blomsten mere blå end lilla, men billedet herunder er faktisk helt naturtro.

Der blomstrer uden tvivl prydløg rundt omkring i rigtig mange haver i forskellige lilla nuancer.

Purple Rain herunder er en krydsning, hvor Purple Sensation indgår til at give farve. Begge løg er dekorative; men jeg foretrækker nok trods alt krydsningen og dens metalliske skær.

I køkkenhaven er der blomster i purløg både i bedet og på vores grønne tag.


Lilla er betgnelsen for de farvetoner, der ligger mellem rødt og blåt. Mon randen på de nye blade på den brogetbladede kristtorn kan kaldes lilla? I billedets histogram figurerer der både blå og røde nuancer, så det må den vel kunne.


Komplementærfarven til lilla er gult, så jeg vil slutte af med et par småblomster ovre i den side af farvehjulet, en dunet lille clematis (coactilis) og en emaljeskinnende ranunkel (acris sulphureus).

Viewing all articles
Browse latest Browse all 840