Parasoltræ/ sciadopitys verticillata og dens smukke kogler
I de seneste dage har jeg tilbragt en times tid i haven hver dag med forskellige småsysler som f.eks. at flytte visne blade fra gange og stier ind i bedene og fjerne uskønne staudetoppe rundt omkring, altsammen noget, som sagtens kunne vente til efter nytår.
Min begrundelse/ undskyldning/ efterrationalisering har været, at jeg rent mentalt har haft behov for at suge noget lys ud af den grå himmel som en en gavnlig afveksling fra det kunstige lys, man ellers er omgivet af dagen lang, og der er da heller ingen tvivl om, at sådan en omgang havearbejde har gjort godt.
Clematis Pacific Cup og dens første og sidste blomst i år
Begrundelsen fejler som sådan ikke noget. Alligevel har jeg en lumsk mistanke om, at det er ulysten ved at tage fat på diverse husmoderlige opgaver, som er den egentlige drivkraft, og i grunden er det fjollet; for når først jeg kommer i gang med opgaverne, trives jeg normalt godt med det. Det er selve overvindelsen til at komme i gang, der er den store hurdle.
Hvis jeg skal samle op, må jeg konkludere, at jeg sådan set har gjort mig skyldig i en trefoldig omgang overspringshandlinger: For det første har jeg som beskrevet brugt tid i haven hver dag i stedet for at tackle punkterne på min mentale to-do liste. For det andet har jeg brugt en del tid i dag på at tage billeder, og for det tredje har jeg lavet dette blogindlæg. Men verden ville jo være enormt meget fattigere uden mit indlæg, og jeg selv ville have misset både dagslys og haveoplevelser, hvis jeg havde holdt mig til den slagne vej.
Sidst, men ikke mindst, må jeg tilstå, at jeg godt lide at lave blogindlæg.Jeg kan godt lide at give mig tid til at vælge og vrage mellem billederne og tænke over, hvordan jeg skal formulere mig, hvilket vel nok er stik imod tidens tendens, hvor det gælder om at levere mesterbilleder og -indlæg, som man bare lige ryster ud af ærmet - eller sådan skal det i hvert fald helst se ud.
Hvid peberbusk/ daphne mezereum album