Det annoncerede vejrskifte kom til at holde stik. Ikke ligefrem havevejr, men forhåbentligt vil frosten snart forlade jorden og forårsløgene blive stimuleret til for alvor at komme i gang.
De tidlige krokus på det første billede har enten sået sig selv i gruset og blandt fliserne, eller også er de blevet flyttet dertil med jorden, uden at vi opdagede det, dengang fliserne og gruset blev lagt. Hmm, skulle man følge deres eksempel og udvikle et lille grusbed?
På sin nystartede blog Havedagbog skriver Shirley om en aha oplevelse, hun havde, da hun fik at vide, at det er en god idé at dele grupper af vintergækker, hvis man gerne vil have mange. Det samme har jeg oplevet bare med dorothealiljer/leucojum vernum. Oprindeligt havde vi en enkelt klump, som blomstrede nydeligt uden dog at blive ret meget større; men da jeg efter nogle års stilstand gravede den op, åbenbarede der sig et mylder af løg, så i dag er der grupper af dorothealiljer mange steder rundt omkring i bedene.
Bagfra er den knap så nydelig, og stilken har næsten ingen kræfter tilbage. Der kan ikke cirkulere ret meget vand op til blomsten i sådan en svækket stilk.
Den fyldte gule variant med røde spidser er en af dem, der er kommet rimeligt uskadt igennem vinterens genvordigheder.
Hvis der var været mulighed for det, har jeg hvert år siden 2014 ønsket frø af en bestemt kobjælde, når jeg har deltaget i frøformidlingen hos diverse alpine klubber. Det drejer sig om pulsatilla Budapest blue, som i den oprindelige form får de mest utrolige, isblå blomster som dem, jeg viser lidt længere nede i indlægget. Imidlertid ved jeg, at de fleste, der har sået den slags frø, er blevet grusomt skuffede over synet af en ganske traditionel, lilla blomst i stedet for drømmeblomsten. Alligevel drømmer jeg selvfølgelig om, at min lille plante vil springe ud i den rigtige farve.
http://alpines.dk/wp-content/uploads/gallery/plants/p/_cache/Pulsatilla-Budapest-Strain-IMG_3181_02042017-1024x683.jpg
Det er ikke helt fair at fokusere på denne lille plante i drivhuset, når camellia Jury´s yellow står mindre end en meter væk bred og mægtig og er godt begyndt på sin blomstring.