Constance Spry er for os den rose, der giver startskuddet til rosensæsonen. Den er ikke for små haver, men for os med god plads er det en fornøjelse hvert år at følge dens blomstring med de perfekt formede knopper og blomster. Om en måneds tid, når årets blomstring er slut, vil jeg fjerne en trillebørfuld grene, som ellers bliver aaalt for voldsomme. Herunder ses den i baggrunden af sit miljø.
Veronicastrum sibiricum har udviklet sig til at være for voldsom en nabo til rosen, og jeg ved lige nøjagtigt, hvor den skal flyttes hen til efteråret.
Den anden store rose er arvensis splendens, som tumler sig på østgavlen af laden. Blomsterne er betydeligt mindre end dem på Constance Spry; men til gengæld er er der et fint farvespil mellem de mørkrosa knopper og de sartrosa blomster, der til sidst blegner og bliver flødefarvede. Den så vi første gang i fuld udfoldelse i Eges have i Ålborg og var helt enige om, at den skulle flytte ind her på matriklen.
Klokkesnerle/ codonopsis har været en del af mit årlige såprogram, så længe jeg kan huske. Nu begynder udvalget desværre at skrumpe ind, med mindre de engelske alpine klubber får frøformidlingen op at køre igen oven på Brexit og Corona. Ovata med de svajende kronblade er ny i haven, mens clematidea med den afrundede blomst er ganske stabil i spaltebedet.
