Mens jeg har holdt en lille blogpause, er sommervejret fortsat ind i september og haven tilsvarende knastør. I vores sensommerbed, som i starten var domineret af kæmpeærenpris, er det nu forskellige græsser, kvæsurt, pileurt og store stauder, der dominerer.
Bedet passer rimeligt meget sig selv, bortset fra at det kan være nødvendigt at indskrænke omfanget af nogle af planterne. En enkelt ny plante er kommet til for nyligt i form af denne charmerende brogetbladede indianermynte med tilnavnet Crazy Fortune.
I år oplever jeg, at vi nærmest har været invaderet af nældens takvinge - for et par år siden var det tidselsommerfuglen, vi så i store flokke. De elsker sådan en halvvissen blomst i hjortetrøst/ eupatorium.
Alle stierne fører ind til den grønne bænk, og når man derfra kigger op til højre, kan man nyde synet af den gigantiske kvæsurt sanguisorba tenuifolia alba, og kigger man ned og til venstre, får man øje på hedemynte/ bjergmynte calamintha nepeta Blue Cloud.
Burgundy Ice har i grunden en fin genblomstring, men har mistet næsten alle sine blade pga stråleplet. Den laver sit sædvanlige genblomstringsstunt, hvor den foruden de normale, mørke blomster også producerer nogle med variende mængder af hvidt.
Crown Princess Margareta of Sweden har også en nydelig genblomstring, og i modsætning til Burgundy Ice ser løvet sundt og friskt ud.
Så er der Hot Chocolate. Den står så tæt ved fliserne, at jeg når at fjerne de fleste af dens, ret få, gule blade, så også den har et nydeligt løv. Dens måde at visne på, hvor kronbladene efterhånden bliver lavendelfarvede, er utroligt raffineret. Faktisk var det synet af dens gamle blomster, jeg faldt for oprindeligt.
Abraham Darby har været årets helt store rosenoverrraskelse. Først havde den en usædvanlig flot hovedblomstring i juni, og minsandten om den ikke gentager successen nu. Bladene ser forfærdelige ud, men for første gang i mange år er de ikke angrebet af rust, så AD skal næsten have en fortjenstmedalje.
