Æblebuffetten er ved at slippe op. Stormen Malik blæste de sidste æbler ned fra Boikentræet, og nu er de allersidste ved at være mere eller mindre udhulede. Snart må fuglene finde al deres føde andre steder. Endnu en vinter er forbi.
Køligt er det jo, selvom vi er kommet ind i den første forårsmåned. Corydalis malkensis er den første lærkespore til at springe ud, de spektakulære nye skud af hjerteblomsten/ dicentra spectabilis har allerede vist sig over jorden, og den lillebitte scilla bifolia rosea er klar med sin første blomst i 2022. Lidt mere lunhed i luften, og foråret vil eksplodere.
I efteråret så jeg et tvprogram med en dahliaentusiast, som havde nogle favoritter, han kaldte hjortetakdahlier. Den betegnelse gav ikke rigtigt nogle hits på Google; men det lykkedes mig at opklare, at den latinske betegnelse er dahlia fimbriata. Tilnavnet betyder fliget, og når man kigger efter, er det tydeligt, at det enkelte kronblad har mindst et, ofte to hak i spidsen, hvilket man med lidt god vilje godt kan få til at minde om hakkene på et hjortegevir. Efter at have anskaffet to forskellige er jeg kommer til at spekulere på, om de nu også er bivenlige. Det ser vi jo ellers gerne.
Sidste år gravede jeg nogle påskeklokker op og delte dem, fordi deres blomstring var blevet mindre og mindre med årene, og forklaringen på det viste sig at være, at centrum af planten var blevet helt træagtig En af dem var den fyldte herunder, og jeg bilder mig ind, at blomsten i år er større og flottere, end den har været længe.
Enkel, gul og med røde prikker beskriver 100% begge de to næste påskeklokker. Alligevel er de yderst forskellige.
