Anemoner vil jeg helt sikkert betegne som en af mine favoritblomster, og det gælder, uanset om vi taler om de lave, tæppedannende forårsanemoner eller de noget højere høstanemoner. Den mindst lige så kønne sommeranemone, som ligger i midten, både hvad angår højde og blomstringstid, var en fast ingrediens i min mors have, mens jeg har svært ved at få den til at trives.
Høstanemoner trives derimod rigtig godt, når først de har brugt et par år eller tre til at etablere sig. De to hvide anemoner hedder Whirlwind og Honorine Jobert, mens jeg ikke kender navnene på de to med pink blomster. Den fyldte er kun 50 cm høj, mens den enkle er over en meter høj og står i en bundløs murerbalje. Ellers ville den indtage hele staudebedet. De enkeltblomstrende er nok mine favoritterne, idet jeg synes, de har noget elegance, som de lavere og mere kompakte typer ikke har i samme omfang.
Op ad dette stativ voksede oprindeligt en klematis (Mrs Cholmondeley), som stik imod anbefalinger fra flere haveejere skrantede mere og mere. Sidste år gravede jeg den op og erstattede den med en af mine frøsåede snerleklokker (codonopsis tangshen). Den gør ikke så meget opmærksom på sig selv som en farverig klematis, men har en diskret udstråling, som jeg er rigtig glad for.
Det næste stativ har to beboere. Den mest iøjnefaldende er clematis x Alionushka. Den er ikke klatrende, men foretrækker i stedet for at kravle henover sine naboer. Når den gør det, synes jeg bare, at man ser for lidt til dens smukke blomster. Derfor flyttede jeg den over til dette stativ, hvor der i forvejen stod en klatrende stormhat (aconitum hemsleyanum), og det har vist sig at være et lykkeligt tvangsægteskab. Stormhattens lianer er nemlig så stive, at det er lykkedes for klematissen at klatre i vejret ved at læne sig op ad dem.
