Råkold, grå, trist og våd er de ord, jeg umiddelbart kan komme på, når jeg skal beskrive novemberstemningen, og i vores have er det motivet herover, der for mig udtrykker det allerbedst. Det skyldes uden tvivl de to stynede piletræer, som står og stritter i forgrunden, men til venstre i billedet står der også en nøgen, grå hanesporetjørn, som man ikke skal komme for tæt på, for så bliver man stukket. Det eneste element i billedet, som symboliserer lidt varme og hygge, er bjælkehytten i baggrunden, som man dog kun kan skimte, hvis man ved den er der.
hanesporetjørn/ crataegus crus galli
Det gule piletræ har smidt alle sine blade, mens det andet med mørke grene og grå stamme er godt på vej; men 4 meter væk står der et tredje piletræ, som endnu ikke har smidt ret mange blade. Hvorfor mon det forholder sig sådan?
I en artikel på DR om løvfald har jeg læst, at det først og fremmest afhænger af nattelængden, hvornår træerne smider bladene. Den påvirker nemlig både, hvornår planterne skal blomstre, hvornår de skal sætte frugt, hvornår de skal smide blade, og hvornår de skal begynde at spire igen; men vejret spiller også i høj grad ind på, hvornår bladene ryger. Hvis vejret stadig er varmt nok til at lave fotosyntese, så smider træerne ikke nødvendigvis bladene, selvom nattelængden siger, de skal gøre det.
Salix gracilistyla 'Mount Aso'
Interessant som det er, forklarer det alligevel ikke, hvorfor de tre piletræer smider bladene i forskellig takt, så jeg googlede videre for at finde en forklaring. Til sidst kom jeg ind på en engelsk hjemmeside, hvor der stod, at pil i subtropiske områder kan være både løvfældende og "semi persistent", hvilket betyder, at de i et vist omfang beholder bladene.
Den pil, der beholder bladene længst, stammer fra Japan, fra en ø med Japans største aktive vulkan, hvor klimaet generelt er tempereret, men nogle steder netop også borderline subtropisk. De pilearter, der bruges til pileflet er derimod hjemmehørende i det kølige Vesteuropa.
Hurra, hermed er mit mysterium løst - og eventuelle læsere faldet i søvn :-)
Pil vokser i det meste af verden og findes i alle mulige afskygninger store som små. Når jeg tænker mig om, kan jeg finde tre eksempler på mindre buske her i haven. Den krybende salix hylematica herover er et godt eksempel på de allerlaveste pilearter, der findes, og pynter i et stenbed, især når den om sommeren flasher sine lækre, mørkerøde gæslinger. Salix lanata/ uldpil er en forgrenet og forholdsvis lav busk , som for længst har smidt sine flotte, sølvgrå blade.
salix lanata/ uldpil i juli
Nok om pil. Søren hævder, at denne uformelige klump bestående af visne blade og mos er en gærdesmutterede.![]()
Jeg slutter med en nyanskaffelse, en af de helleborus former, som har specielt smukt løv. I dette tilfælde er det sølvgråt og marmoreret.
