Mens jeg sad og forberedte dette indlæg, faldt jeg over et andet fra 2019 med den selvsamme overskrift. Min vinkel i dag er dog en anden, end den var i 2019.
For et par år siden læste jeg denne artikel af monty Don, hvor han redegør for, hvordan han er begyndt at forny sin bestand af disse herlige stauder efter at have nydt dem i 25 år. I løbet af disse 25 år er hans oprindelige planter nemlig næsten forsvundet og er blevet erstattet af frøplanter, som med tiden er blevet mere og mere ens og uinteressante og ligefrem mudderfarvede.
Med mudderfarvet gætter jeg på, han hentyder til blomster i stil med de to herunder, og den til venstre er da heller ikke noget at samle på efter min mening og er allerede på vej på komposten. Den til højre er derimod den allerførste julerose, der springer ud og har en perfekt formet blomst, så den vil jeg på ingen måde undvære. Derimod sørger jeg for, at dens frøplanter ikke får lov til at vokse op. I det hele taget tager jeg hårdt fat med kultivatoren over for de tusindvis af frøplanter, der vælter frem hvert forår.
Prikker og juleroser hører sammen, og det sjovt at se, hvor forskelligt frøplanterne udvikler sig. Min favorit i collagen herunder er blomsten nederst til højre, som uden tvivl er en krydsning mellem en meget mørk og en prikket blomst.
Mudderfarvede blomster har vi altså ikke mange af. Derimod er der nogle af vores planter, der ikke er alt for sunde. Alligevel har jeg beholdt dem, fordi de blomstrer tidligt på et tidspunkt, hvor der ikke er ret mange andre blomster i haven. I år skal de imidlertid væk. Søren har allerede gravet de første 6 op, og der ryger sikkert endnu flere. Der udvikles hele tiden nye hybrider, og jeg kan ikke altid modstå fristelsen til at købe nye, som så kan bidrage til at forny genpuljen og måske via krydsning bidrage til at skabe en perle af en ny frøplante.
Et andet udsagn, som man tit støder på, er, at juleroser ikke skal eller behøver at deles, og igen er jeg ikke enig. I mindst 20 år, gætter jeg på, har vi haft den fyldte Mrs. Betty Ranicar , som med årene er blevet mindre blomsterrig og hvis blade efterhånden er begyndt at se usunde ud. Da jeg med møje og besvær fik gravet den op, viste det meste af roden sig at være helt træagtig, og det indikerer jo, at det var på høje tid at grave planten op og få den delt. Det var mit håb, at det ville give planten fornyet liv, men desværre ser det ikke umiddelbart sådan ud. Forhåbentligt skal den bare have noget mere tid til at komme til hægterne og vende tilbage til fordums skønhed.
