Maj 2023 oplever jeg som helt forrygende, selvom vi indtil i dag har gået og jamret over tørken. Sidste år ved samme tid humpede jeg stadigvæk rundt med eftervirkningerne fra en brækket ankel. Måske er det derfor, jeg oplever maj i år som noget helt specielt.
Collagen herover viser de træpæoner, der lige er sprunget ud. Pæoner har altid været en af mine favoritter, og jeg har jævnligt prøvet at frøforme forskellige slags staudepæoner. Træpæonerne er desværre nogle af de planter, som ikke er kommet alt for godt igennem vinteren, og derfor kan de på ingen måde kaldes blomsterrige. Heldigvis er den enkelte blomst smuk i mine øjne både i en helt enkelt version og i mere eller mindre fyldte versioner. Ostii, den lilla forneden, blomstrer for første gang. Hvilken skønhed!
Den flotteste pæon som plante er uden tvivl staudepæonen emodi, som faktisk er et vellykket resultat af mine frøeksperimenter.
Hurra, frueskoen Gisela, som jeg købte tilbage i 2020, har hvert år fordoblet sin vækst og er, når sandheden skal frem, den eneste fruesko, jeg har haft held til at holde liv i.
Hosta polka dot bikini har nogle utroligt lækre farver for tiden, men om en måned står den anonymt grøn.
I de gode, gamle dage såede jeg masser af etageprimula, og de trivedes fint i haven. Den tid lader til at være forbi, og i år tror jeg, pulverulenta er den eneste, der er tilbage.
To kønne, men vidt forskellige stauder: Bronzeblad/ rodgersia pinnata superba er en solid plante og smuk i udspring med den lyserøde knop og det skinnende, brune løv. Violfrøstjernen (thalictrum petaloideum) er diametralt modsat med den spinkle vækst, de mørke stilke og den lette blomsterstand.
Det lyder mærkeligt at kunne sige sådan om den japanske etagesnebolle/ viburnum plicatum mariesii ; men det er en kendsgerning, at den store busk i dobbelt forstand står i skyggen af duetræet.
