I 2012 faldt jeg for Plantoramas tilbud om at købe en stedsegrøn magnolia grandiflora Goliath til halv pris, selvom den er på grænsen af sin hårdførhed her i landet. De første adskillige år pakkede vi den ind i en fleecepose hver vinter, men efterhånden som det blev mere og mere besværligt, opgav vi det og nøjes nu med at lægge et lag kompost om stammen.
Det er gået forbløffende godt, og selv denne vinter, hvor temperaturen kom langt ned, fik den næsten ingen skrammer og står nu med mange blomsterknopper.
Fordi vi var overbevist om, at den hurtigt ville bukke under, købte vi snart efter en hybrid (Maryland), som skulle være mere hårdfør.
Begge træer blev plantet et sted med masser af læ, og mens Maryland har fået lov til at bevare de nederste grene, er Goliath blevet stammet op. Søren synes, Goliath er for bar, hvorimod jeg egentlig synes, den indgår fint i helheden i det blandede bed. Kronen er dog forholdsvis åben, og jeg har læst mig til, at det formentlig hænger sammen med, at træet er på sin nordgrænse.
Sensommerbedet er i fulde omdrejninger. Et par af stierne er ikke helt farbare, men alligevel har tørkeperioden forhindret, at de kraftige planter har vokset alt for ukontrollabelt. Derfor har der ikke været ret meget pasning af bedet efter forårets oprydning.
