I weekenden var jeg flittig i haven og regnede også med, at jeg skulle fortsætte, hvor jeg slap, i dag; men vejret er miserabelt, så jeg nøjedes med at tage billeder til et indlæg. En af de ting, jeg fik fra hånden, i weekenden, var at få fjernet frøplanter fra stierne i skovhaven, så der startede jeg min tur i dag, men nøjes med et enkelt billede fra indgangen mod syd, hvor vores bærmispler står med deres fine løvspring og lyse blomster. Det glæder mig at se, at de efterhånden bruges en del i læhegn og lignende.
Første stop på turen gjaldt rhododendron Temple Belle. Den beskrives som lidt frostsart, så de første år dækkede vi den om vinteren. Det, jeg forelskede mig i, var farverne og de klokkeformede blomster.
Det er morsomt at sammenligne den med augustinii Electra som står lige i nærheden. Efter min erfaring er der ikke mange rhododendron, der får så blå blomster. Sammenlignet med Temple Belle er augustinii mere ranglet og opadvoksende, og det, at den blomstrer samtidig med, at den danner nye skud, bevirker, at blomsterne ser ud, som om de gemmer sig lidt.
En tredje surbundsplante, der skal med i dag, er rhododendron schlippenbachii, som er et smukt syn, fra knopperne viser sig, til løvet får efterårsfarver.
Pinseliljer er en skøn narcis, og her har den selskab af bispehuen Orange Queen.
Brogetbladet orixa er ikke en busk, man ser ret tit. Jeg købte den i 2012 hos Anne Marie i Lønbæk Planteskole. Den overrasker med en speciel duft, og i år er der lidt spøgelsesplante over den i denne tid, hvor den står med sine bittesmå blomster.
Lørdag ryddede jeg op omkring rundingen herunder, som ligger i det nordøstligste hjørne af haven. Vi er enige om, at den ikke skal renses for ukrudt eller kun i et omfang, så det er tydeligt, hvad vi vil med den. Lige nu blomstrer der vibeæg, og i maj tager liljekonvallerne over for så at blive afløst af fingerbøl. Derefter lukker bedet ned, og al aktivitet foregår under jorden - forhåbentligt.
I rigtig mange år har jeg haft fornøjelsen om foråret af gense den lille anemonella (som desværre er blevet omdøbt) i forskellige versioner: hvide, lilla, enkle. halvfyldte og fyldte. For ikke at miste den til vores tunge lerjord vokser den i en krukke og et par småbede.
Salix retuculata stod i mange år på min ønskeseddel - en fin, lille alpin plante.
Jeg sætter punktum med Constance Spry, som vi glæder os til at se blomstre i juni.
