Quantcast
Channel: hortofilia
Viewing all articles
Browse latest Browse all 841

Så kom regnen

$
0
0

Vi har vist alle gået rundt og skelet op til himlen i dag, om vejrmeldingen om regn kom til at holde stik, og det gjorde den heldigvis. Selvom vi bestemt ikke er hårdt ramt af tørke, er der alligevel planter rundt omkring, som trænger til vand. 
I dag er jeg startet med en håndfuld småtræer. Den gule på det første billede er en gul læderkrone / ptelea trifoliata aurea. Jeg ved, at der er havefolk, som ikke bryder sig om gulbladede planter,men når de er sunde og raske, kan jeg godt lide at bruge dem, omend med måde, som afveksling fra alt det grønne.


Denne viburnum Kilimandjaro giver mig noget arbejde. Da jeg købte den, blev den beskrevet som pyramideformet, hvilket jeg tog som synonymt med søjleformet. Senere har  jeg erfaret, at det er det bestemt ikke. Det er imidlertid en søjle, jeg er interesseret i, så hvert år klipper jeg den kraftigt ind for at opnå den ønskede form. Heldigvis generer det ikke blomstringen.


Stewartiaen og åkandemagnoliaen er besværlige at få et godt billede af, så jeg nøjes med et lille udklip og en enkelt blomst.

I går besøgte vi en spændende have i Haderup (tak for sidst, Dorte) med, jeg tror, det var omkring 850 rhododendron plantet ud i et skovområde i stil med engelske og irske woodland gardens. Selvom træerne gav noget skygge, trængte solen alligevel igennem og oplyste de farverige blomster, så man rigtigt kunne nyde ikke mindst de mange forskellige ganepletter. Den type blomster har vi ikke mange af, men Madame Masson er da et godt eksempel, omend ret så afbleget i forhold til dem, vi så i Haderup.



Rhododendron  camtschaticum i rød og hvid er løvfældende og vel nærmest tuedannende. Bemærk lige  regnen på den hvides blade.


Nu er rosensæsonen skudt i gang. Den lave alperose pendulina pyrenaica har blomstret et par uger, og for et par dage siden eksploderede Aicha i sit gule flor. Jeg har problemer med at styre dens lange ranker. Sidste år bandt jeg dem rundt på et par stativer, men det nåede jeg desværre ikke i år.


Oven over og bagved Aicha svæver blomsterne i kanelbusken  Hartlage Wine,


Prydløgene er også sprunget ud. Herunder er det en håndfuld hvide løg, som efterligner den brogetbladede buksbomkugle.

Til allersidst et af vores flotteste træer, som jeg tror har bygget en ny etage ovenpå i løbet at det sidste års tid.
Cornus controversa variegata

Viewing all articles
Browse latest Browse all 841