Om foråret plejer jeg at trimme buskroserne i vores rosenbed; men det forhindrede mine brækkede arme mig i at få gjort i år. Derfor sidder blomstringen i år mange cm højere, end den plejer. Ghislaine de Feligonde klippede jeg dog kraftigt tilbage i efteråret, så dens blomstring kunne ikke være bedre.
Leonardo da Vinci er en buketrose pr definition; men denne sæson har den sendt en mere end 2 meter høj stængel op i nabotræet. Leonardos nærmeste nabo er gallicarosen Charles de Mills. Den ene har ingen duft, og den anden dufter helt vidunderligt.
I år oplever jeg gallicarosens farve som specielt dyb og intens, især lige før blomsten falder til jorden som enkelte blade.
Midt i bedet på østsiden er der nu en åbning, hvor Penny Lane indtil for nylig stod i et af Sørens stativer. Nu er den blevet gravet op, og som billedet viser, var det en syg rose, det handlede om. Vi orker ikke at udskifte jorden for at plante en ny rose. I stedet for skal der stå en syrenhortensia i mellemstørrelse, en af dem, der skifter farve fra hvidt til rødt i løbet af sæsonen. Så er der også noget smukt at kigge på, når rosernes blomstring er slut.
Lidt staudesnak: Violfrøstjerner kendes uden tvivl bedst som høje, lavendelblå stauder. I dag blomstrer imidlertid den høje, sartgule thalictrum dasycarpum. Det kunne se ud, som om den er storbladet; men de store blade tilhører naboplanten, en månestråle.
Violfrøstjerne findes også i lille format, f.eks. er ichangense en fin, lav bladplante.
Gillenia/ sommerfugleblomst findes også som en høj og en lav staude. Den høje er hvid med grønne blade og den lave pink med mørkere løv - begge lette og flagrende.
Aralia cordata Sun King har jeg flyttet en luns af ud i lyset. Hvis vi får tørke, bliver jeg nok nødt til at vande den for at undgå, at den får visne bladrande.
Flotte blade og blå bær, kan man forlange mere?
diphylleia cymosa/parapyblad
.JPG)
