Skærmliljer er vi begge to glade for, men er også enige om, at det ikke er uden besvær at dyrke dem. For det første skal de opbevares frostfrit. Vi har enkelte gange forsøgt os med såkaldt frostsikre varianter, som blev plantet ud for at overvintre; men det har aldrig været en succes.
For det andet er det noget af et arbejde at gøre dem klar om foråret og rydde op efter dem, og for mig er det lidt af et problem at huske at gøde og vande dem tilstrækkeligt henover sæsonen. De er nærmest umættelige.
For det tredje danner de en voldsom rodmasse og skal derfor deles og omplantes engang imellem, og det kan være noget af en kamp at frigøre dem fra den potte, de er vokset ud af, og alle mulige og umulige værktøjer kommer i spil for at undgå at smadre potterne.
Når det er sagt, så nyder vi alligevel i fulde drag de imponerende blomsterskærme, der kan variere i farve fra dybblå til lysere nuancer som hvid og sølvgrå
Ved østgavlen står der traditionen tro et havebord med nogle mindre farverige krukkeplanter. Den lave bonsaiplante til venstre er vi specielt glade for, da vi frygtede den var gået ud efter at have stået udenfor i vinteren i alskens vejr. De to små fuglereder fandt Søren, da han havde gang i hækklipningen, og jeg kan berolige eventuelle bekymrede læsere med, at de helt sikkert ikke har været i brug i år.
Lidt derfra og foran kanten på vores spaltebed har acis autumnalis sået sig selv og foretrækker åbenbart det mikroklima, der findes der.
Noget lignende gør sig gældende for carlina acaulis/ bjergtidsel. Den sår sig alt for villig; men når blomsten er åben, tiltrækker den især de små humlebier, så helt at udrydde den nænner jeg ikke.
En sidste stilfærdig blomst er en codonopsis/ klokkesnerle. Den er en ægte slyngplante, som man forhåbentligt kan se på det smalle billede.
Tilbage til det mere farverige i form af clematis viticella purpurea plena elegans. Den deler stativ med slyngrosen St. Swithun. De har fordelt pladsen sådan, at rosen vokser mod øst og syd, mens klematissen vender mod vest og nord - ikke lige det, jeg havde forventet.
Det var godt, jeg ikke plantede klematissen sammen med Munstead Wood, for der ville den være gået i et med rosen.
Jeg slutter med leopardliljen/ lilum pardalinum, som er vores højeste lilje - oppe omkring 2,5 meter. Den stammer fra vådområder i Californien og trives ok i vores surbundsbed.
