hortofilia

I april måned er det det gamle surbundsbed med stjernemagnoliaen til venstre og stewartia til højre, der er centrum for rigtig meget af det, der blomstrer. Der er noget rent og purt over magnoliaens hvide blomster, selvom nogle af dem har fået et lille svirp af nattefrosten, og det er der også over den fyldte blodurts blomster, som man finder nede i bunden af bedet. Det føles som ren luksus at have den som bunddække.

I forgrunden i midten af bedet står rhododendron schlippenbachii foran pachysanthum, begge med hvide blomster med et strejf af rosa.

Når man ved det, kan man lige skimte en enkelt camelliablomst til venstre for stewartiaens stamme. Blomsterne er de typiske, symmestriske camelliablomster; men det skinnende løv er næsten lige så fint som blomsterne. Sidste år var de fleste blomster stribede.

Disse to småplanter bidrager ikke til bedet med ret meget. Til venstre er det hundetanden erythronium sibiricum, som desværre kun har en enkelt blomst, og til højre helleborus tibethanus, som Marit kan vise utroligt flotte billeder af. Vores tror jeg er omkring seks år gammel og har år efter år kun sendt et par blade op, så nu er tiden vist inde til at grave den op og finde et andet sted til den. Jeg var ellers særdeles omhyggelig både med plantning og placering.

Nej, så er der mere gang i Sørens yndlingsprimula, Lilian Harvey hedder den.

Det lune vejr har virkelig lokket masser af planter til at springe ud, så hvor man før skulle lede efter motiver til bloggen, handler det nu mere om at udvælge dem, man først og fremmest vil præsentere. Det blev til en hel del i dag.
I dag starter jeg med et nærbillede af den fyldte blodurt. Den deler bed med den fyldte trillium, som også snart vil springe ud.
Star er navnet på den næste blodurt. En diminutiv blomst set i forhold til det store blad, men lige så fin som den fyldte, vil jeg mene.

Hundetænderne reagerede lynhurtigt på det lune vejr og sprang helt ud fra den ene dag til den anden. Det er White Beauty og Hendersonii.

Trillium rivale har fået genvalg, nu hvor alle blomsterne er sprunget ud. 2020 kunne godt ende med at blive dens bedste år.

Dawn Ansell er navnet på denne primula, som er en jack-in-the-hose type. Dvs at bægerbladene er forlængede, så de ligesom danner en grøn krave omkring blomsten. Det er en naturligt opstået mutation, som er kendt helt tilbage til 1500tallet i England. Selvom den er lidt af et kuriosum, synes jeg, blomsterne er virkelig smukke.

Blue Ice er smuk og pålidelig og kommer trofast tilbage år efter år. Jeg kan se, at jeg skal have delt mine primula i år. Det giver dem ligesom ny energi.

Kobjælder er utroligt fotogene, og jeg ville elske at have store grupper af dem rundt omkring i haven, men så godt trives de desværre ikke hos os. Denne her står i spaltebedet.

27. januar viste jeg den første blomst i iris lazica og troede, det var årets blomstring, men der tog jeg helt fejl. De nyudsprungne blomster er nærmest lavendelblå og blegner lidt med alderen.

Når vi ikke måtte hjælpe datteren med at flytte, så kunne vi i det mindste flytte planter ud af drivhuset, og jeg tror, rhod. sinogrande nød at forlade drivhusets voldsomme varme og komme ud i den friske luft. Nu skal jeg bare huske at vande krukkerne; det kræver lige noget tilvænning, og regnvandstønden er tom.

Vortemælken euphorbia wulfenii nød godt af den milde vinter og er med i top fem af havens flotteste planter.

Den er imponerende som solist, men falder også godt ind i helheden, når man ser dens miljø på afstand.

Nu vil jeg gå ud og nyde endnu en fantastisk forårsdag.

Mange forårsblomstrende planter er 'ephemerals', hvilket betyder, at de visner ned efter blomstringen, så man skal huske, hvor de gror for ikke at komme til brutalt at angribe dem med planteskeen. I dag skal det handle om anemonella, som rhodospecialisten beskriver fint i dette indlæg. I vores lerjord holder de desværre ikke ret længe, så jeg har dem rundt omkring i forskellige krukker, hvor de heldigvis trives udmærket og sår sig selv i beskedne mængder.

Hvad enten de er hvide eller forskellige nuancer af pink og mere eller mindre fyldt, er de allesammen nydelige med deres lette, violfrøstjernelignende løv; men i år tror jeg alligevel, min favorit er Green Hurricane.

Almindelig vibeæg/ fritillaria meleagris elsker vi vist allesammen at fotografere og allerhelst i modlys. I de senere år er den blevet uhyre populær, og små potter med nogle få løg, som kan plantes ud i haven efter blomstringen, er blevet en udbredt del af butikkernes forårssortiment.

I England kaldes den slangehoved fritillaria, og det forstår man udmærket, når man ser blomsterknoppen, som bare mangler en spillende tunge for at illudere et slangehoved. I Sverige kaldes den kungsängslilja, fordi den på Kungsängen uden for Uppsala findes vildtvoksende i utrolige mængder, efter traditionen indført af Linné. Den findes i store dele af Europa fra England til Kaukasus, hos os dog kun forvildet fra haver. ( Kilde haveabc.dk)

Herhjemme tror jeg, at et indlæg på Claus Dalbys populære blog tilbage i 2012, hvor der blev vist en eng fyldt med blomstrende vibeæg, for alvor kan have sat skub i populariteten. Når man googler planten, får man modstridende oplysninger om, hvordan den trives. Billedet herunder viser, at den sår sig selv ret flittigt, hvis man holder igen med lugningen, hvilket jeg må tilstå, at jeg gør i disse piksten.

I mange af de potter, man kan købe, er der ofte en enkelt hvid blomst. Om man foretrækker at holde farverne adskilt eller kan lide en blandet gruppe, er selvfølgelig en smagssag. Under alle omstændigheder er de hvide blomster fascinerende at zoome ind på og kan vise sig at variere ganske meget, når man kigger efter.

Mine egne erfaringer fortæller mig, at vibeæg ikke bryder sig om at stå et sted, hvor der rodes for meget i jorden og egentlig ikke har behov for særligt meget næring. Derfor lykkes de bedre under nogle træer i et forholdsvis vildt afsnit af haven, end i et mere kultiveret bed, hvor jeg ellers har forsøgt at etablere dem, fordi vi der ville kunne nyde at se dem gløde i modlyset, når vi sad og slappede af på en bænk ved husgavlen. Igen engang er det planterne, der får det sidste ord.

Clematis koreana

Skal man juble over det smukke forårsvejr eller græde over, hvor tørt det er blevet? Jeg vælger det første. Sidste år var april også en meget tør måned, og da vi endelig fik regn, holdt regnvejret nærmest ikke op igen. Sådan går det forhåbentligt ikke i år.

Når der skal produceres et indlæg, er der efterhånden så mange ting, der er sprunget ud, at det er nødvendigt at vælge med hård hånd blandt motiverne. Det havde jeg lidt svært ved i dag, så jeg endte med at vise flere billeder end sædvanligt. Til gengæld har jeg sparet på teksten.

Erythronium White Beauty

Hvidblomme/ leucojum aestivum

Rhododendron roxieanum var oreonastes

Rhododendron schlippenbachii

Pieris japonica

Trillium erectum x flexipes sammen med storkonvallen polygonatum Betberg

Jeffersonia diphylla

Jeffersonia dubia

Sanguinaria canadensis Amy

Dicentra cucullaria

forskellige småhjerter

Sølvsnerle/ convolvulus cneorum

Påskeklokker i aftensolen venter på at blive plukket og sendt på komposten

Mens jeg har puslet i haven i disse smukke aprildage, har jeg funderet lidt over, hvordan vi anvender forårsløg i vores haver i dag, hvad der har forandret sig gennem tiden, og hvad der er ved det gamle.

Når det gælder løg som vintergækker, erantis, krokus, narcisser, anemoner, perleblomster/ muscari og tulipaner, er alt vel i bund og grund ved det gamle. De er stadigvæk højtelskede og med længsel ventede beboere i vores vinter- og forårshaver.

Erythronium Joanna

Den store forskel er for mig at se det enorme udvalg, der i dag er tilgængeligt via internettet, og tendensen til, at krukker bruges mere og mere som væsentlige haveelementer også i starten af haveåret.

Erythronium Susanna

Af blomsterløg, som har vundet indpas i de senere år, er de, som umiddelbart falder mig ind, arter som hundetand/ erythronium, blå anemoner/ hepatica i utallige variationer, anemonella og fritillaria, hvor de store kejserkroner dog er en gammel og velkendt blomst i haven.

Senere kommer camassia/ prærielilje og prydløg/ allium, som begge hurtigt er blevet populære haveplanter. Især prydløg har virkelig udviklet sig til at blive et væsentligt indslag i mange haver med deres farverige blomstring maj - juni efterfulgt af de dekorative frøstande. Når jeg tænker tilbage til tidligere generationers haver, så fandtes prydløg simpelthen ikke.

Erythronium Pagoda med kæmpeblade

I den dyre ende af udvalget finder man helt ufatteligt høje priser for et enkelt lille løg. F.eks. har Edrom Nursery i Skotland indtil for nylig forlangt £790.00 for denne lille hepatica japonica. Nu sælger de den med 26% rabat til "kun" £585.00.

https://www.edrom-nurseries.co.uk/shop/pc/Hepatica-japonica-Jyukai-204p11693.htm

Men det fænomen er jo ikke nyt. Tænk bare på Tulipanboblen i Holland tilbage i 1636 - 37, hvor et enkelt tulipanløg kunne koste det samme som et hus, og hvor Hollands økonomi ligefrem led et alvorligt knæk, da boblen brast i 1637. Så galt går det helt sikkert ikke i Skotland, selvom prisen på visse hepatica skulle gå hen og falde.

Tulipa clusiana 'Peppermint stick'

Personligt har jeg den tommelfingerregel, at en lav pris signalerer grogaranti, mens en høj pris højst sandsynligt er et tegn på det stik modsatte. Derfor handler det om at finde den rette balancegang mellem yderpunkterne, hvilket selvfølgelig kan være en svær øvelse, især for samlere, hvis fingre nærmest klør for at erhverve de kostbare sjældenheder.

Purissima med en mørk lærkespore i baggrunden

Derfor har jeg aldrig tilladt mig selv at blive smittet af hepaticavirussen, som ellers har hærget i en del år, også helt herude på landet i Jylland og ikke mindst på forårets plantemarkeder. I år er der som bekendt ingen fare for at blive smittet der - nu er det coronavirussen, vi skal vogte os for.

Et udsnit af skovhaven i aprilsolen

Vejret virker forandret i dag i retning af noget, der er koldere og mere overskyet. Jeg krydser fingre for, at det medfører en omgang regnvejr, så planterne kan få en hårdt tiltrængt tår over tørsten, og sådan at jeg kan få de plantet de planter, der venter på at komme i jorden eller blive flyttet.

Ellers vil jeg lægge ud med to camelliaer, som blomstrer ude i haven. De er meget forskellige både i farve og vækstform. Den lyserøde er efterhånden blevet til et flerstammet lille træ, mens den røde stadigvæk er en ranglet busk. Den røde hedder Les Jury, mens jeg desværre ikke kender navnet på den anden.

For en måned siden klippede jeg camellia Hagoromo tilbage, og omgående har den kvitteret med den fineste nyvækst. Nu håber jeg, den også vil danne en masse blomsterknopper.

Vores gamle surbundsbed bliver ved med at byde ind med ting, der blomstrer. Omme i baggrunden er den fyldte trillium sprunget ud.

I forgrunden står en meget mørk, rød rhododendron sanguineum ssp. didymum, hvis lette facon giver en god afveksling fra de mere bastante planter.

Rhododendron Wee Bee er ikke min favorit, selvom den er køn, mens den blomstrer. Den har nemlig den uskik at holde godt fast på de visne blomster, som jeg uvægerligt ender med møjsommeligt at plukke af. Det er jeg overhovedet ikke vild med.

Så forstår Temple Belle bedre, hvad det drejer sig om. Den smider pænt de visne blomster, og faktisk er dens frøstande ganske dekorative, så de får somme tider lov til at blive siddende (et stykke tid).

Når agapanthus trives, ender de med at fylde potten med rødder, så det bliver umuligt at vande dem. I dag var det Black Pantha, som blev delt og plantet om. Det er besværligt arbejde, hvor Søren både bruger en sav, en spade og en klinge af en eller anden slags for at frigøre den fra krukken.

Som det ses her, blev en masse rødder fjernet, inden den blev sat tilbage i krukken i fem mindre dele.

I collagen herunder har jeg samlet nogle gule og cremefarvede blomster. Clematis Pixie i krukken og Moonbeam i spaltebedet er tydeligvis i nær familie. Så er der to forskellige gule alpine kobjælder, som jeg har sået mig til. Nederst til venstre er det en sumpcalla/ lysichiton americanus, som omsider blomstrer efter en del år, hvor den bare har overlevet. Nederst til høje er det en cremefarvet kvæde/ chaenomeles speciosa yukigoten.

Det næste billede viser erythronium Pagoda sammen med glaucidium palmatum. Vi imponeres hvert år over deres blomstring; for de er omringet af hjertetræets store og vandslugende rødder.

Her til sidst kommer hjertetræet/ cercidiphyllum japonicum med omgivelser.

Geranium tuberosum

Det er kun et par dage, siden jeg sidst lavede et indlæg; men motiverne står i kø derude, og Lisbeth trænger til opbakning i bloguniverset, så hun ikke skal føle, at hun er helt alene om at holde det i live.

Geranium tuberosum forelskede jeg mig i for en del år siden og prøvede uden held at så den et par gange. Senere fik jeg et par friske småplanter fra Samsø, men igen skete der ikke noget som helst de næste par år; men pludselig i år er den der, endda to steder. Det vil nok være klogt at markere voksestedet, for planterne visner helt ned efter blomstringen. Tuberosum betyder knoldet, og ved velvoksne planter kan man finde sådan nogle store basser i jorden.

https://plantsam.com/geranium-tuberosum/

Ikke alt behøver at være farverigt og iøjnefaldende. Sådan en lodden bregne er bestemt lige så fotogen som de farverige forårsløg.

Og bregnen svigter aldrig - i modsætning til især tulipanerne. I vores såkaldte varme bed lagde jeg i efteråret tre grupper af tulipanen Princess Irene, fordi den skulle spille sammen med den orange vortemælk (euphirbia griffithii fireglow), der er begyndt at springe ud, og de nye skud i taks og roser. Ideen er stadigvæk fin, synes jeg, men der dukkede kun fire tulipaner op, og en af dem var oven i købet rød og ikke orange.

Selvom der produceres massevis af nye bispehuer, er og bliver epimedium stellulatum wudang star en af mine absolutte favoritter. Det nye løv er lækkert, de små blomster ligner grangiveligt små stjerner, og de fine aks, der venter på at springe ud, er noget så graciøse.

Her har en hvid løjtnantshjerte og hvidblomme fundet sammen, eller rettere sagt så er jeg nok kommet til at lægge løgene midt i stauden.

Mange af vores forårsstauder trives godt og er store og frodige, men ikke trillium cernuum og hvid gudeblomst / dodecatheon media album. Den første skal sikkert bare have mere tid, mens jeg nok bør prøve at finde en bedre placering til gudeblomsten.

Så er der mere skub i podophyllum versipelle og dens nabo paraplyblad/ diphylleia grayii eller cymosa.

Sølvtræ kunne man godt fristes til at kalde maackia amurensis, når den står med sine nye skud. Det er heldigvis et langsomtvoksende træ, så skuddene kan nydes i øjenhøjde en rum tid endnu.

Da jeg fyldte halvtreds, ønskede jeg mig brændende et stentrug, og Søren ville gerne give mig et. Derfor kørte vi hele Jylland rundt på jagt efter et trug, som både så godt ud og ikke var alt for hundedyrt, og det er de gamle, danske stentrug unægteligt. Vi endte i Spjald, hvor vi kunne erhverve et kinesisk trug for et, syntes vi dengang, anstændigt beløb. Kvitteringen har vi ikke gemt, så prisen fortaber sig i det uvisse; men truget er blevet flittigt brugt lige siden.

På sådan en frisk majsøndag er det en fornøjelse at besøge truget og se, hvor godt de små planter i det trives. Der bor bl.a. to anemonella (pink Amelia og Green Hurricane), en pink Kalmia og dværgviolfrøstjernen thalictrum urbainii. Violfrøstjernen stammer fra et åben-have arrangement for seks år siden og småblomstrer over en lang periode.

Tæt på Amelia står en lille trillium pusillum, som jeg har en ubændig lyst til at grave op for at undersøge, hvordan rødderne har det. Den vokser nemlig næsten ikke. På den anden side har jeg læst, at den kræver humusrig jord og godt med dræn samt en masse tålmodighed, så måske bør jeg lade den være i fred.

Søren var ikke tilfreds med mit billede af vores pink camellia for et par indlæg siden, så jeg prøver igen.

Tidligere på året havde jeg et indlæg om klatrende stormhat, og en af mine opgaver her i foråret har været at finde velegnede voksesteder til dem, jeg har købt hjem fra Wales. Nu har vi fået så meget regn, at det er forsvarligt at plante dem ud. For fjorten dage siden plantede jeg aconitum episcopale tæt på camelliabusken. Så er tanken, at den skal klatre højt op i busken og pynte den i sensommeren med sine lavendelblå blomster. På de to uger har den allerede slynget sig rundt om grenene mindst fire gange. Det skal nok blive rigtig godt.

Et andet sted er det aconitum hemsleyanum, der har fået et stativ at vokse op i. Den bliver ikke helt så voldsom som episcopale, så stativet er forholdsvis spinkelt. Den oprindelige, grønne belægning var begyndt at skalle kraftigt af, og nu har det fået en omgang sort hammerite, som kan bruges direkte på rust. Også den er begyndt at sno sig op ad sit stativ.

I dag var det laciniatums tur, og da buske og stativer var sluppet op, gik jeg en tur i Sørens gemmer - han gemmer nemlig de mest utrolige ting. Valget faldt på et rustent træk til en danskharve i kombination med to jernlænker. Lænkerne blev brugt tilbage i gamle dage, når kalvene hver dag blev trukket ud på græs og hjem igen. og begge lænker blev gjort fast i jorden med jernhængsler fra nogle gamle døre. Det kan man kalde genbrug.

https://mailorder.crug-farm.co.uk/images/acon9324.jpg

- var det i mandags. Hele 606 blomsterstilke plukkede jeg af påskeklokkerne for at forhindre, at haven bliver invaderet af frøplanter. Hist og her gemte jeg dog et par frøstande til Marit. Ikke alle blomster så ud til at danne frø; men denne gule med røde prikker ser temmelig gravid ud.

Mens jeg plukkede blomster, havde Søren gang i greben i køkkenhaven - kønsrollerne blev nøje overholdt:-) Jordskokkerne havde bredt sig helt enormt, og selvom vi begge to bestemt godt kan lide jordskokker, har vi overhovedet ikke kunnet følge med. To sådan nogle trillebørfulde blev der kørt væk. (Vidste I for resten følgende: navnet jordskok stammer fra tysk Erdschocke, omdannelse af tysk Artischocke fra italiensk articiocco? Hvad kan man dog ikke google sig til!)

Sandt at sige er hver dag for tiden store trillebørdag. Efter regnen kan det endelig lade sig gøre at komme i jorden og fjerne ukrudt og flytte planter. Til ukrudtet kan jeg godt finde på at bruge en spand; men skal der flyttes planter, er trillebøren alligevel nummer et. Det skulle der i går, da en bispehue/epimedium pauciflorum skulle flyttes fra skovhaven og om til en ledig plet i staudebedet.

Dens lille blomst har jeg set beskrevet som hvid med det sarteste strejf af lavendeltåge, og minsandten om ikke det viser sig at være ganske rigtigt, når man zoomer helt ind.

I skovhaven bliver der malet med den brede pensel, så den spinkle og helt lave bispehue kom overhovedet ikke til sin ret, den forsvandt næsten. Nu står den ud til en pikstenssti og vil efterhånden danne et tæt bunddække uden dog at blive invasiv som nogle af de mest livskraftige bispehuer. Tag f.eks. sulphureum, som er et fremragende bunddække der, hvor den ikke bliver til et problem.

Nej, i skovhaven er vi oppe i en helt anden størrelsesorden, end bispehuen kan være med i. Se bare trillium vaseyi og lundgylden/ smyrnium perfoliatum, som efter nogle år, hvor den har fået lov til at så sig selv, omsider er blevet, som jeg har drømt om.

Lundgylden er to-tre årig, så næste år er det formentlig nogle andre planter, der overtager blomstringen, og når jeg bliver træt af at se på frøstandene, bliver disse planter sikkert hevet op. Bunden er jo allerede fyldt med frøplanter. Når jeg tjekker mit blogarkiv, kan jeg se, at jeg startede mit forsøg på at etablere den med at så den helt tilbage i 2012. De seneste tre-fire år, har den været veletableret, omend ikke så kolossal som i år.

Nu til noget i mindre målestok. Sidste år på markedet i Kiekeberg faldt jeg for fristelsen og investerede i nogle nye bispehuer, bl.a. Merlin, som blomstrer lige nu - en lidt atypisk blomst for en bispehue i min optik.

Epimedium davidii er forholdsvis gammel i gårde, men har aldrig været særlig blomsterrig. Dens blomster er mere typiske.

Det samme gælder Lilafee, som næsten står i fuld skygge. Det er sikkert ok for løvets farve, men mindre godt for blomstersætningen.

Mens de tre, jeg lige har vist, er temmelig små og spinkle planter, skal man være mere forsigtig med placeringen af Amber Queen, da den må siges at høre til de livskraftige. Samtidig er den blomsterrig, og blomsterne svæver oven over bladene. Det er virkelig et smukt syn, når den strejfes af sollyset i flimrende skygge.

Husk at kigge op, lød det manende fra Samsø i dag, og det er rigtig nok - det kan godt lønne sig.

Ja, maj måneds kulde fik vi virkelig en smagsprøve på i dag. Vi ville nu hellere have haft noget regn, I den forgangne uge har jeg arbejdet mig igennem stort set alle bede, og nogle steder var jorden på det nærmeste at sammenligne med et stampet lergulv, så hård var den. Men planterne lader sig ikke slå af kurs af en omgang kulde, og her i weekenden kan vi glæde os over den enlige blomst i i pæonen paeonia daurica ssp macrophylla. Da den blev anskaffet for mange år siden, havde den det mere mundrette navn steveniana. Farven er sartgul, og blomsten åbner sig aldrig helt. Kronbladene giver mig associationer til det sarteste silkestof.

I skovhaven står en anden plante med lysegule blomster, nemlig klokkebusken weigela middendorffiana. I år er den den helt dominerende plante i sit bed.

I nordenden af skovhaven står en daphne tangutica og blomstrer på livet løs. Den plejer at have en langstrakt blomstring vinter, forår og sommer, og det er første gang, jeg har set den have en regulær hovedblomstring.

Maj betyder også et glædeligt gensyn med den formklippede gule ahorn / acer shirasawanum 'Aureum'.

Og gensyn med skovfogedtræets blomstrng. Træet er over 100 år gammelt og still going strong.

En håndfuld stauder til sidst: Vårkærminde/omphalodes verna, anemone Pradesh, tapurt/ uvularia grandiflora, firblad/ paris (mor og barn) og trillium grandiflorum.

Opret kobjælde/ pulsatilla vulgaris

I dag gjorde vi alvor af at besøge Ulbjerg Klint, som er et af de få områder i danmark, hvor man finder en vildtvoksende koloni af opret kobjælde. Som det kan ses på billedet herover var mange af blomsterne afblomstret og stod med de flotte, skinnende frøstande; men heldigvis var der også masser af blomstrende planter rundt omkring.

Ifølge eksperter har opret kobjælde svært ved at formere sig med frø, fordi de hænger fast i vegetationen. I stedet for breder de sig vegetativt ved hjælp af underjordiske rhizomer, som danner nye bladrosetter, og det kunne man faktisk godt se. Det skulle også være forklaringen på, at blomstringen er utroligt ensartet.

Til næste år vil vi gentage besøget bare fjorten dage tidligere, så vi kan opleve skrænterne i fuldt flor. De store flader med føstande var også et imponerende syn, men betydeligt mere afdæmpede end en tilsvarende mængde blomsterhoveder.

Til landskabet hører en mergelgrav, hvor vi kunne nyde synet af både ællinger og svaner, og hvor der vokser gøgurt på skrænterne. Her er jorden markant fugtigere end på klintens skrænter; men både kobjælde og gøgeurt trives godt på overdrev, som afgræsses om vinteren.

På det næste billede kigger man henover mergelgraven ud til fjorden, som her hedder Lovns bredning, med Virksund i baggrunden, og på det sidste billede er det Salling, der ligger på den anden side af fjorden. For en gangs skyld var det stille vejr, og de sjove mønstre, der er dannet i fjorden, må skyldes strømforholdene.

Pulsatilla albana lutea

Hvis man er coronaisoleret i en lejlighed, er vejret i disse dage uden tvivl møgfrustrerende. Kulden og blæsten kunne jeg bestemt også godt være foruden. Derimod glædes jeg over de 12 mm regn, som vi er oppe på at have fået i den forgangne uge.

Dagens indlæg starter, hvor jeg sluttede sidste gang, nemlig med kobjælderne. Herhjemme i haven er den mørke version for længst afblomstret, og tilbage står disse to. Albana er min favorit med de sarte farver og det persillelignende løv, og så har jeg selv sået den - det giver altid planten et ekstra plus i min karakterbog.

Pulsatilla Rote Glocke

Ellers har jeg været rundt forskellige steder på matriklen og startede på gårdspladsen med en blomstrende blomsterkornel.

Cornus kousa Eddie's White Wonder

Japanske ahorn trives generelt ikke godt her i haven, så det smukke løv må jeg kigge langt efter i andres haver. Dog er der en enkelt lav ahorn ved indkørslen, som står rigtig fint i år, selvom der jævnligt står en kraftig blæst ind over vejen.

Empress Wu er ved at være helt udsprunget. Jeg har drysset ferramol omkring den, for sidste år fandt jeg store mængder af de små snegle med hus i bedet, og de undså sig ikke for at gnave huller i hostaens ellers grove blade.

I skovhaven bruger vi skovfrytle en hel del, og hos Thyboesminde har jeg erhvervet en brogetbladet type, som lyser mere op end den traditionelle grønne frytle. Den startede med at være næsten helt grøn og er blevet lysere med tiden. Sjovt nok den omvendte udvikling sammenlignet med det, man kan se hos hostaer.

En temmelig mørk glaucidium palmatum står også i skovhaven.

Ud for den østvendte terrasse blomstrer et rhododendronbed. Almindeligvis fotograferer jeg det forfra, men fik øje på, at det går lige så godt fra siden. Og når jeg zoomer ind på toppen, kan man rigtig se de flotte farver, concinnum leverer både i knop og i blomst.

Lige så meget farve er der ikke over stubbedet. Det eneste, der blomstrer, er en storkonval. Det er nu heller tænkt som et farveorgie, nærmest tværtimod.

Lidt derfra går stien under en portal, hvor Lykkefund vil blomstre om nogle uger, og hvor en mørkbladet ligularie danner et tæt bunddække.

Vi er nu havnet i et hjørne af haven, som godt kan betegnes som vild-med-vilje-agtig. Her skal kun fjernes ukrudt og selvsåede planter i begrænset omfang. Liljekonval har fået lov til at brede sig, og i juni er det selvsåede fingerbøl, der vil dominere.

Jeg startede indlægget med blomster og slutter med blomster, først den sarte primula sieboldii.

Så en kombination af citrontimian og krybende læbeløs/ ajuga reptans.

Til sidst fire forskellige sorter af bølgekronet storkenæb/ geranium phaeum. For mange år siden stod den hvide sort ret højt på min ønskeseddel, og det er stadigvæk en af mine yndlingsstauder. Det er denne storkenæb faktisk i det hele taget.

Papaver orientale Princess Victoria Louise

Da jeg stod og hældte morgenkaffen op forleden morgen, følte jeg mig iagttaget, og det viste sig at være denne nyudsprungne staudevalmue, der holdt øje med mig. på vejen op for at tage et billede af den, kom jeg forbi nellikeroden, som har nogenlunde samme farve. Ferskenfarvet er ellers ikke en fave man ser specielt tit - måske bortset fra roserne.

Nellikerod/ geum Mai tai

For afvekslingens skyld har jeg plantet clematis Madame le Coultre i surbundsbedet , og den kvitterer hvert år med en voldsom blomstring.

Flot og iøjnefaldende er den, men den spinkle sølvknap/ ranunculus aconitifolius pleniflorus er mindst lige så charmerende.

Nogle hostaer gennemgår en farvemæssig udvikling fra brogetbladet til rent grøn, og en af dem er yellow polka dot bikini.

Clematis Montana døde en vinter for mange år siden, troede jeg, så jeg plantede en afløser. Det er den der kan ses nederst til venstre i buen. Så vendte den gamle frygteligt tilbage og overtog efterhånden magten over buen. Når klematissen er afblomstret, har jeg bestemt, at den skal klippes tilbage, da der er ustyrligt mange visne kviste inde i planten.

Viburnum plicatum mariesii skal man kun plante, hvis man har masser af plads.

Opstammet husløg/ aeonium arboreum atropurpureum Schwarzkopf er ved at være klar til at blive plantet ud i et bed i haven.

Vores rosmarin har blomstret længe og får lov til at blive stående i potten. Den er heldigvis ikke specielt tørstig.

Marthagonliljen Morning Glory kunne jeg ikke finde et godt plantested til i efteråret, så den er også startet som potteplante, men det skal være slut, når den er afblomstret.

En nyerhvervet potteplante er denne bananplante. Den købte jeg for kun 40 kr i mandags, da vi besøgte aktivitetscentret Skovly i Skive for at købe porrer og selleriplanter. Den har vi aldrig prøvet før og glæder os til at se, hvordan den udvikler sig.

Syrenerne blomstrer rundt omkring i læhegn og haver. Her står de langs med indkørslen. Da jeg plukkede buketten, talte jeg otte forskellige slags blomster. Om de mindste farveforskelle kan skyldes jordbundsforskelle, skal jeg ikke kunne sige.

Ikke et godt år for pæoner, skriver hun og viser straks en håndfuld, som ser ud til at trives udmærket. Maj-juni er træpæonernes højsæson, så dem starter jeg med. Den mørkerøde delavayi og den gule ludlowii har det faktisk fint, mens den hvide rockii har færre blomster end sidste år og en del visne blade og kviste.

Blandt suffruticosa (de mere forædlede hybrider), som vi har tre af, er der kun en en enkelt blomst og det i en deform busk med kun en enkelt gren, som ligger langs med jorden. Årsagen til de manglende blomster er utvivlsomt manglen på sol sidste år, og de visne blade og kviste hænger sammen med, at jorden i lange perioder har været mættet med vand, samtidig med at det har blæst voldsomt - altsammen det stik modsatte af, hvad træpæonerne foretrækker.

For de fleste haveejere er pæonernes højdepunkt silkepæonernes blomstring i juni, mens jeg har mere fokus på de tidlige staudepæoner, og for deres vedkommende er billedet nogenlunde lige så broget som for træpæonerne. Den tidligste (veitchii woodwardii) fotograferede jeg i knop d. 23. februar, men har skrottet alle billeder af dens blomster, fordi de var mere eller mindre ødelagt af vejr og vind i marts måned. Det samme gælder mairei, som blomstrede i april.

Svovlpæonen (mlokosevitchii) har overhovedet ikke blomstret; men til gengæld var der for en sjælden gangs skyld en blomst i steveniana (nu daurica ssp macrophylla), som i dag står med en dekorativ frøstand.

I dag blomstrer den hvide emodi også og har det fint, mens den ene af vores to anomale lige akkurat overlever, og den anden er mindre blomsterrig, end den plejer at være.

Til sidst noget helt andet: Først var der tre, så var der to, og nu er der kun en enkelt stamme tilbage i sydbøgen/ nothofagus; den, der blev fældet i formiddags, stillede sig over på græsstien helt uden dramatik. Står det til mig, forsvinder den sidste også. Som mange andre sydbøge har vores en speciel, skæv vækst, som i sig selv er ganske morsom og dekorativ, men efterhånden som årene er gået, er den begyndt at vokse over i duetræet, som minsandten også har udviklet sig til et stort træ. Den tilbageværende stamme ser i mine øjne fuldstændig umotiveret ud. Da træet var halvt så stort, passede det utroligt fint ind i helheden med det lette løv og de slanke stammer; men nu giver det ingen mening. Tværtimod ville det pynte på bedet, at det kom væk. Mon manden med motorsaven går med til at fælde træet, hvis jeg ønsker mig en lille ny i fødselsdagsgave????

Kun alt for tit ser man planteskoler blive lukket ned, og yderst sjældent sker det, at der dukker nye op i stedet for. Så meget desto mere glædeligt er det, at plantehandlen Porshauge så dagens lys for små to måneder siden her i området. Der tog vi ud i formiddags.

I tilknytning til planteskolen ligger en stor park (se billedet ovenfor) med hovedvægten på rhododendron, både løvfældende og stedsegrønne. På stedets hjemmeside anslås de største af disse planter til at være 100 år gamle, og det tror jeg bestemt ikke er spor overdrevet. Her følger flere billeder fra parken.

Buen herunder er beplantet med aristolochia/ tobakspibeplante og konstrueret i kraftigt rionet med to stolper for neden i hver side - nem at gøre efter.

Såmænd om ikke der også var en sydbøg, hvis vækst var præcis den samme, som vores har.

Også i planteskolen kan man erhverve store, velvoksne planter, hviket ellers er et sjældent syn. De næste to billeder viser planteskolen fra to modsatte ender, og ejeren er den nydelige, unge mand med stråhat i det andet billede. Vi krydser fingre for, at initiativet bliver en succes.

Selvom udvalget er stort også af træer, kunne vi alligevel ikke få den sydbøg, vi kom efter. I stedet

for kom vi hjem med en cremefarvet, fyldt silkepæon (Duchesse de Nemours), en pyamidevoksende

viburnum (Kilimandjaro) og en stor, tofarvet syren (Sensation) til kun 150 kr.

Nu er det i sandhed blevet sommer, både når man ser på datoen og på vejret og på blomstringen. Mange roser er jo allerede sprunget ud. Selvom det er varmt, og solen skinner, er der alligevel en friskhed over haven, som vil aftage, efterhånden som vi kommer længere og længere ud på sommeren.

Stjerneskærm/ astrantia har blomstret et stykke tid og vil fortsætte med det en rum tid endnu. I år vil jeg dog gøre mig hård og klippe dem tilbage, så de ikke sår sig selv alle vegne.

Åkandemagnoliaens blomster er et lille kunstværk, som ikke holder ret længe i denne varme.

Her i juni kan man nyde den første blomstring i gruppe 2 klematis. Jeg viser the President og Omoshiro. Den sidstnævnte havde jeg nærmest afskrevet, da den så elendig ud sidste år.

Silberwolke tror jeg er vores største og mest blomsterrige rhododendron, og så står den solitært i modsætning til alle de andre.

Rhododendron camchaticum er nærmest invaderet af den blå lærkespore. Corydalis Craigton Blue hedder den.

I samme bed er der også et samspil mellem anemone obt. Pradesh og plettet gøgeurt/ dactylorhiza maculata.

Sprengeri er den sidste tulipan, der blomstrer og samtidig den mest stabile, idet den trofast dukker op år efter år. Det er fint, for det er langt fra alle løgforhandlere, der har den i sortimentet.

Bispehuen epimedium Amber Queen har jeg vist tidligere, men synes, dens blomstring er så fin i år, at den fortjener genvalg.

På en amerikansk blog læste jeg, at den pågældende blogger opfatter eventuelle blomster på en plante som en ekstra bonus, mens det er bladene, der er det interessante. Det kan jeg godt følge ham i i et vist omfang, selvom jeg nødigt ville undvære de blomster, jeg lige har vist billeder af. De blågrå blade på hosta krossa regal sammen med de chokoladebrune nye blade på bronzeblad/rodgersia pinnata er dog i mine øjne lige så smukt et syn, som to blomstrende planter ville være.

Farveholdningen er noget nær den samme i det næste billede, hvor der står en rødbladet dværgberberis i baggrunden. I midten er himmelsk bambus/ nandina domestica obsessed ved at udvikle nyt, farverigt løv, og i forgrunden er det knoldet draphavre/ arrhenatherum elatius var. bulbosum, der dominerer billedet.

Mørkløvet sølvlys/ cimicifuga eller actaea og det nye løv på en rhododendron har nogenlunde samme effekt.

Japansk fjerbregne/ athyrium nipponicum Godzilla klarer farvesammensætningen selv helt uden hjælp fra andre planter.

Athyrium filix-femina 'Dre's Dagger' tilhører samme bregneslægt som Godzilla, men har et helt andet udtryk.

Den sidste plante, jeg vil vise, hvor bladene helt klart er blikfanget, selvom blomsterne er kønne og bliver efterfulgt af mørkeblå bær, er paraplyblad/ diphylleia sinensis. Det er første år, den er blevet så stor - det største blad måler 52 cm fra spids til spids - og det kunne være fristende at gætte på, at den i modsætning til mange andre planter virkelig har nydt godt af al den regn, vi fik sidste år.

Farven Lilla /The Color Purple er titlen på en roman af den amerikanske forfatterinde Alice Walker om sorte kvinders horrible vilkår i 1920ernes Sydstater. Der er nok to ting, der har fået mig til at mindes denne bog, som jeg både læste og så filmatiseringen af flere gange, dengang jeg underviste i engelsk på gymnasiet. Den ene er uden tvivl George Floyd situationen i USA, mens den anden er noget så fredeligt som farvespillet i blomstringen her i haven i første del af juni. Når jeg går rundt med kameraet, ser jeg utroligt mange blomster, der kunne indgå i mit indlæg, så her kommer et mindre udvalg.

Valmuen Patty's Plum deler sit bed med det meget mere diskrete honningløg/Nectaroscordum siculum.

Den mørke bjergknopurt/ centaurea montana Jordy og rapunzelklokke/ phyteuma nigrum har jeg sat sammen pga farven; men den første er lige begyndt at blomstre, mens den sidste næsten er afblomstret.

Blommefarvet kan man vist godt kalde farven på den lille buddhablomst/ roscoea auriculata med krøllede blade, efter at den lige er sprunget ud.

Azaleodendron govenianum blomstrer pænt i år. Dens blomstring svinger en del fra år til år.

En nyanskaffelse fra et plantemarked sidste år er forskelligbladet tidsel / cirsium heterophyllum, som vokser flere steder i den danske natur. Det er ikke en plante, man skal anskaffe, hvis der er småt med plads, men det problem har vi jo ikke. Blomsten springer ud på en sjov måde, hvor knoppen på et vist stadie kommer til at minde om issen på en tyndhåret herre, der har farvet hårkransen lilla. Man bliver ganske overrasket over størrelsen på blomsterdusken, når den har foldet sig helt ud.

Den sibiriske iris Roaring Jelly hører til i samlingen af lilla blomster. Mit kamera er tilbøjelig til at gøre blomsten mere blå end lilla, men billedet herunder er faktisk helt naturtro.

Der blomstrer uden tvivl prydløg rundt omkring i rigtig mange haver i forskellige lilla nuancer.

Purple Rain herunder er en krydsning, hvor Purple Sensation indgår til at give farve. Begge løg er dekorative; men jeg foretrækker nok trods alt krydsningen og dens metalliske skær.

I køkkenhaven er der blomster i purløg både i bedet og på vores grønne tag.

Lilla er betgnelsen for de farvetoner, der ligger mellem rødt og blåt. Mon randen på de nye blade på den brogetbladede kristtorn kan kaldes lilla? I billedets histogram figurerer der både blå og røde nuancer, så det må den vel kunne.

Komplementærfarven til lilla er gult, så jeg vil slutte af med et par småblomster ovre i den side af farvehjulet, en dunet lille clematis (coactilis) og en emaljeskinnende ranunkel (acris sulphureus).

Tilbage før nethandel var blevet en mulighed, besøgte jeg en have på Mors, hvor jeg forelskede mig i en stor og flot blomsterkornel. Den slags planter kunne man ikke regne med at finde i de lokale planteskoler, så de stod længe højt oppe på min ønskeseddel. I dag har vi alligevel fire flotte eksemplarer. Eddie`s White Wonder er for længst afblomstret, men i dag blomstrer den røde Satomi og bag ved den China Girl med mere spidse, hvide blomster. Foran kornellen står en gulbladet fasanbusk/leycesteria.

I en anden del af haven står Teutonia, som er mere træagtig, og hvis hvide blomster er mere afrundede end dem på China Girl.

Kanelbusken calycanthus Hartlage Wine har blomstret i flere uger

I sensommerbedet har vi sørget for, at der også er planter til at give farve først på sommeren. Her er det selvsåede margueritter bag rosen rosa pendulina var. pyrenaicum. Den mørkerøde blomst er tidslen cirsium purpuratum.

Bagerst i bedet kan lige skimtes en gul farvebælg/ falsk lupin/ baptisia Carolina Moonlight.

Lidt væk derfra blomstrer en blå farvebælg med tilnavnet Purple Smoke. Farvebælg er lidt af en yndlingsstaude. Blomstringen er fin og efterfølges i sensommeren af nogle interessante, mørke, ja næsten sorte, frøstande. Der findes også hvide farvebælg, som jeg bestemt gerne vil have fingre i; men de er ikke sådan at opdrive, og eventuel frøsåning er et langtidsprojekt.

Fodblad/ podophyllum er også en yndlingsstaude. Modellen på dagens billeder hedder podophyllum aurantiocaule og har i mine øjne den flotteste blomst sammenlignet med de andre fodblad her i haven.

Man skal være på dupperne, hvis man skal nå at se de forskellige stadier i blomstens udvikling. Her er der gået et døgn siden billedet ovenfor. I morgen er to af knopperne sikkert sprunget ud.

Det kunne se ud, som om jeg også er ivrig samler af fingerbølblomster; men det er nu ikke helt rigtigt. Vi har bare besluttet at lade dem så sig selv i den vildere del af haven, og om kort tid vil vi få belønningen i form af et sand farveorgie.

Det er ikke sådan, at vi har flere hundrede roser, langt fra; men mange af dem, vi har, er begyndt at blomstre. Ja, nogle af dem har været i gang i flere uger. Den voldsomste af dem alle er arvensis splendens, som dækker hele ladegavlen med blomster. Det fineste ved den synes jeg er spillet mellem de pinkfarvede knopper og de lyserøde, udsprungne blomster. I betragtning af dens overdådige blomstring og de lange ranker, den sender ud, forstår man godt, at den må være engangsblomstrende.

Constance Spry har en del til fæles med arvensis splendens, selvom blomsterne er betydeligt større og dufter meget mere.

Alissar, Princess of Phoenicia, blev meget beundret, da vi havde gæster i går. Den står nu også meget iøjnefaldende på et hjørne, og selve planten er utrolig frisk og frodig - så længe det varer.

De næste fire deler den karakteristiske fireinddeling. Det er St. Swithun (engelsk klatrerose), Princess Alexandra of Kent ( engelsk rose), Heidi Klum (buketrose) og Crown Princess Margareta (høj engelsk rose).

Leonardo da Vinci i opstammet form - den er ti år gammel i år og overvintrer i drivhuset hvert år.

Black baccara er en helt mørkerød, stivstilket storblomstrende rose. Man bliver lidt overrasket, når den folder sig helt ud og bliver mere flad og blød i formen.

Så er Burgundy Ice hele vejen mere løs i formen.

Nu vi er ved den løse form, så vil jeg slutte denne omgang roser med Pat Austin, som leverer nogle utroligt store blomster i år. De mister lynhurtigt den kop- eller skålform, man ellers netop forbinder med denne rose.

Hvad enten man tænker på eksotiske drivhusplanter eller naturligtvoksende orkideer i den danske natur, så er orkideer i mine øjne en helt speciel plantefamilie. Her i Salling er vi så heldige at have et område, hvor flere forskellige arter af gøgeurt vokser vildt og blomstrer i disse dage. Engområdet ligger ud mod fjorden ved Hagens Mølle 5 -6 km nord for Skive.

I folderen, man kan læse ved parkeringspladsen, fortælles det, at der vokser fire forskellige arter af gøgeurt, heriblandt den sjældne purpurgøgeurt (purpurella), som er en stor og kraftig plante. I dag er det den, der dominerer engen med sin flotte, mættede lilla farve og store kølleformede blomsteraks..

De tre andre gøgeurt får man ikke navnene på; men den ene er uden tvivl majgøgeurt (majalis), som også findes i stort tal med de meget mindre blomsterstande.

Plettet gøgeurt (maculata) kan variere rigtig meget i farven, men er tit sartviolet. Måske er den næste flotte blomst en af dem. Navnet hentyder til bladene, som oftest er plettede; men dem fik jeg nu ikke lige tjekket.

En enkelt art så jeg kun en eneste blomst af. Mit totalt ukvalificerede gæt er, at det er en kødfarvet gøgeurt (incarnata) .

Det er en sand fornøjelse at se de mange varianter, der findes i dette engområde. Nu har jeg leveret mine bud på, hvilke fire arter der vokser her, men gætter samtidig på at de har krydset sig lystigt på kryds og tværs af arterne.

Det er disse sortbrogede kvier, der sørger for at holde græsset nede, så gøgeurten kan få lys nok til at gro og blomstre på engen.

En ret usædvanlig staude, som også blomstrer i stor stil, er strandnelliken (dianthus superbus).

Også kæruld hører naturligt hjemme her.

Herhjemme i haven har vi to grupper af gøgeurt. Den første består af den tidligere nævnte plettet gøgeurt (maculata). Orkideerne er jo fredede i naturen, og derfor ytrede en havegæst sidste år tvivl om, hvorvidt det overhovedet er lovligt at have dem i haven, selvom de er erhvervet på fuldt lovlig vis. Det håber jeg, det er.

Den anden gruppe er lige ved at springe ud og hedder dactylorhiza x grandis blackthorne strain. Det er en krydsning mellem to arter (praetermissa og fuchsii), som opstår naturligt, hvor de to arter vokser sammen. Som så mange hybrider er planterne usædvanligt robuste og storblomstrede.

Det er her, det foregår.

Påskefrodighed

To aprilgæster

Article 0

Forårsløg

camellia, surbundsbed, omplantning af agapanthus og nogle gule skønheder

Flere aprilbillheder

Et trug og klatrende stormhatte

Store trillebørdag

Maj måneds kulde

Ulbjerg Klint

Mere majkulde

småt og stort

Ikke et godt år for pæoner

Porshauge

sommer

Farven lilla

Blomsterkorneller m.m.

kun roser

Gøgeurt - dactylorhiza