kanelbuske, codonopsis, sensommerbed

For tre år siden bestilte jeg kanelbusken  calycanthus Hartlege Wine hos Burncoose Nurseries i England, men fik i stedet for Venus, som de skriver er en krydsning mellem Hartlege Wine og selve kanelbusken. Det første år så den trist og nærmest syg ud; men i år har den produceret nogle få, ganske nydelige blomster.

Kinesisk voksblomst/sinocalycanthus sinensis blomstrer også nu, og i år har den færre af de små, sorte prikker, som ellers har en tendens til at skæmme blomsten, især på ydersiden. Bladene afslører tydeligt slægtskabet til kanelbusken, men de er noget større end kanelbuskens.

Hartlege Wine har enkelte blomster tilbage efter en måneds blomstring. Blomsten har et lilla skær i aftenskumringen.

Codonopsis roder jeg med hvert år og sår også hvert år med stor fornøjelse. Jeg har allerede tidligere vist clematidea, som er den mest almindelige, men ikke mindre eksotisk udseende af den grund. Den ses til venstre i collagen med to mørke ringe. Den til højre skulle have været ovata, hvilket den ikke ligner overhovedet. Det er nok snarere en variation af clematidea med en enkelt ring.


Her kommer subscaposa, som jeg både har overvintret og fået skabt en frøplante af. Blomsten er ikke ret stor og hænger nærmest i en sytråd.
Nu til noget helt andet, nemlig Händel. Moderplanten var med årene blevet mere og mere syg, så i foråret blev den gravet op og smidt på møddingen. Heldigvis trives en stiklingeplante, jeg har lavet, noget bedre, for blomsten er jo smuk.

De sidste tre billeder  viser vores sensommerbed fra lidt forskellige vinkler. Det sidste billede er på en måde taget, hvor jeg står uden for haven og kigger ind mod nordvest.