Quantcast
Channel: hortofilia
Viewing all articles
Browse latest Browse all 840

næsten for sent

$
0
0
Hver juni laver jeg marmelade, eller måske er kompot en mere rammende betegnelse, af grønne stikkelsbær og hyldeblomster, og hver juni kommer jeg næsten for sent ud af starthullerne. Blomsterne skal nemlig være friske og stikkelsbærrene grønne. Ellers mister marmeladen sin helt utroligt friske, let syrlige smag og får en kedelig gul farve i stedet for den ønskede, mere limegrønne farve. I år nåede jeg det lige - den blev helt perfekt.


Hyldeblomstdrik laver jeg også jævnligt, men ikke nødvendigvis hvert år. I år valgte jeg at bruge blomster af den mørke hyld for at opnå den fine, røde farve.



Marmeladeopskriften har jeg i sin tid fået af min mor, som tilhørte årgang 1908. Som ung kvinde, før hun blev gift og fik 8 børn, havde hun et ophold på Rødding Højskole, hvor produktionen af god mad og ikke mindst brugen af grøntsager var i højsædet på sommerkurset for kvinder, og jeg mener, at opskriften stammer derfra. Den kommer her i al sin enkelhed:

1/2 kg grønne stikkelsbær
1/2 kg sukker
4 hyldeblomster
2 dl vand

Stikkelsbærrene skylles og nippes og bringes langsomt i kog under låg sammen med sukker og vand.
Tag låget af og lad det lige koge igennem. Drys hyldeblomster i og lad det simre i nogle få minutter.
Fordi bærrene er grønne, er det unødvendigt at tilsætte geleringsmiddel.
Jeg bryder mig ikke om hele stikkelsbær i marmeladen. Derfor findeler jeg dem med stavblenderen, når de har kogt, ligesom jeg også klipper de fleste stængler af hyldeblomsterne, inden jeg drysser dem i gryden.
I dag undgår vi jo helst at bruge sukker i store mængder i madlavningen, og set i det perspektiv er opskriften nok ikke supermoderne. Det kan jeg nu ikke tage mig af -  smagen er bare himmelsk!

Opskriften inspirerede mig til at gå i gemmerne, hvor jeg fandt elevbilledet fra Rødding Højskole sommeren 1929. Forlægget er ca 1,5 x 1 cm, og i betragtning af det er jeg fint tilfreds med resulatet.

Viewing all articles
Browse latest Browse all 840