Sensommeren forbinder vi nok især med glødende, brændte farver og lette og graciøse græsser, der rasler i vinden; men den lette og luftige anemonopsis med hjemsted i Japan er i virkeligheden en af de allermest graciøse planter, denne årstid kan byde på. Blomsterne beskrives oftest som voksagtige, stænglerne er stive, men vælter let, så som bedplante i traditionel forstand fungerer anemonopsis ikke perfekt. Det er desuden vigtigt at placere den sådan, at man let får adgang til at beundre blomsterne, altså forholdsvis tæt på, hvor man færdes. Vi har tre varianter: til venstre "White Swan", i midten og nederst til højre den fyldte "flora plena" og endelig øverst til højre selve arten "macrophylla", som i mine øjne også er den smukkeste.
Sidste år såede jeg frø af White Swan og havde fint held med det, så i år vil jeg forsøge lykken med de andre to, hvis regnen ellers tillader frøene at modne. Som jeg husker det, er det de frø, jeg såede friske i efteråret, der har spiret, mens dem jeg såede om vinteren, ikke har gjort det.
Sensommerbedet har vokset sig stort i år, og set på afstand er det de store molinia og elefantgræsser, der dominerer
Umiddelbart er bedet ikke fyldt af farver; men når man zoomer ind, får man øje på en del vellykkede plantesammensætninger. Den første består af canadisk kvæsurt/ sanguinaria canadensis og lægekvæsurt/ sanguinaria officinalis
Den næste er gul solhat/ rudbeckia missouriensis sammen med en frøplante af indianermynte/agastache.
Sidste år såede jeg frø af White Swan og havde fint held med det, så i år vil jeg forsøge lykken med de andre to, hvis regnen ellers tillader frøene at modne. Som jeg husker det, er det de frø, jeg såede friske i efteråret, der har spiret, mens dem jeg såede om vinteren, ikke har gjort det.
Sensommerbedet har vokset sig stort i år, og set på afstand er det de store molinia og elefantgræsser, der dominerer
Umiddelbart er bedet ikke fyldt af farver; men når man zoomer ind, får man øje på en del vellykkede plantesammensætninger. Den første består af canadisk kvæsurt/ sanguinaria canadensis og lægekvæsurt/ sanguinaria officinalis
Den næste er gul solhat/ rudbeckia missouriensis sammen med en frøplante af indianermynte/agastache.
Her er det rudbeckia triloba prairie glow sammen med indianermynte.
Indianermynte har efterhånden etableret sig som en nøgleplante i bedet med sin ranke vækstform, sin evne til at så sig selv det helt rigtige sted og sin insektvenlighed.
Den sidste kombination kan også byde på en rudbeckia, nemlig den megahøje og vildt selvsående laciniata sammen med hjortetrøst, en høj daglilje og rosen Shakespeare II, som blev forvist herom for en del år siden, fordi den ikke trivedes godt, hvor den stod. Selvom det er en forædlet rose, kan jeg godt lide at se den i de mere vilde og naturrige omgivelser.