Der var engang, hvor fuchsia var den helt store krukkeplante, som folk opbevarede frostfrit og havde i mange år, så de undertiden udviklede sig til små, dekorative træer. Personligt havde jeg ikke det store held med dem; men i år faldt jeg for denne lyserøde plante, som nu står og pynter oven på regnvandstønden, og den er fyldt til bristepunktet, skulle jeg hilse og sige.
Ananasblomsten eucomis vandermerwei er måske mere sjælden end køn; men jeg synes personligt, den passer fint til sin krukke.
Vi har plantet den i et læfyldt hjørne mod vest, så den slipper for morgensolen tidligt forår, og det har den kvitteret for ved at trives og blomstre fra allerførste færd. Den grønne baggrund, som træet nærmest forsvinder i, er tobakspibeblomst.
Sanguisorba blackthorn hedder denne kvæsurt, som er ny i samlingen. Den har en opret vækstform a la den hvide canadiske kvæsurt og et smukt farvespil i de forskelligt udsprungne aks.
Almindeligvis forbinder man sensommeren med brændte og gyldne farver, men vi har nu mere blåt og pink, har jeg konstateret. Jeg holder af begge dele, så det skyldes bestemt ikke et fravalg. Herunder er det selvsåede violføstjerner, der dominerer i bedet bag høstanemonerne.
Ananasblomsten eucomis vandermerwei er måske mere sjælden end køn; men jeg synes personligt, den passer fint til sin krukke.
Pinus contorta Chief Joseph har så småt taget hul på sit farveskift fra grønt til gult. Det ses især tydeligt, når man går tæt på nålene.
Her ses den sammen med sine makkere, mahonia Sweet Caress og rhododendron Koichiro wada.
Hvis den stedsegrønne magnolia grandiflora Goliath bukker under i vinterfrosten, har vi heldigvis krydsningen Maryland som har klaret sig igennem to vintre helt uden skrammer og helt uden beskyttelse.
Vi har plantet den i et læfyldt hjørne mod vest, så den slipper for morgensolen tidligt forår, og det har den kvitteret for ved at trives og blomstre fra allerførste færd. Den grønne baggrund, som træet nærmest forsvinder i, er tobakspibeblomst.
Vi har været hjemsøgt af blæsevejr i den senere tid, og det bryder hverken planter eller mennesker sig om. Hewitt's Double, den fyldte frøstjerne, lagde sig heldigvis dekorativt henover en hortensia i stedet for at knække.
Sanguisorba blackthorn hedder denne kvæsurt, som er ny i samlingen. Den har en opret vækstform a la den hvide canadiske kvæsurt og et smukt farvespil i de forskelligt udsprungne aks.
Jeg gætter på, at den lave prydallium (carinatum pulchellum) er den allersidste allium, der blomstrer. Den ser lidt sart ud, men er det overhovedet ikke.
Almindeligvis forbinder man sensommeren med brændte og gyldne farver, men vi har nu mere blåt og pink, har jeg konstateret. Jeg holder af begge dele, så det skyldes bestemt ikke et fravalg. Herunder er det selvsåede violføstjerner, der dominerer i bedet bag høstanemonerne.