ingefær

Lige nu er vi mange, som kan nyde synet af de orange kolber på den plante, vi kalder italiensk ingefær. For nogle år siden efterlyste en haveejer navnet på planten i vores lokale avis, og jeg kan godt forstå, at man bliver overrasket, hvis den en dag dukker op i ens have som en gave fra en forbipasserende fugl, og man aldrig har set den eksotiske plante før.

Store dele af året står den med de flotte marmorede blade og pynter på steder, hvor andre planter giver fortabt.

Vores står i skovhavens tørre jord og slås med skovfrytle og star om at få mest muligt vand.  Mange af os har erfaret, at det er en invasiv plante, som ikke skal have lov til at så sig selv, for rødderne går så dybt ned, at den virkelig er vanskelig at udrydde. I virkeligheden burde man nok klippe kolberne af; men det nænner jeg ikke.

Grunden til, at jeg laver et indlæg om ingefær, er, at jeg i år har investeret i tre forskellige typer af roscoea, som på dansk kaldes buddhablomst eller falsk orkide, og som tilhører ingefærfamilien.
Umiddelbart ligner roscoea og italiensk ingefær jo ikke hinanden, og minsandten om det da ikke også viser sig, at den, vi kalder ingefær, slet ikke er en ingefær, men tilhører aloe-slægten - et plantenavn, som jeg især kender fra krydsogtværser. Efterhånden ser man den også mere og mere blive kaldt italiensk arum.



Red Ghurka med den flotte, røde stilk dukker først frem af jorden et stykke ind i juni, så for at beskytte den mod mine brutale støvler og haveredskaber har jeg valgt at beholde den som potteplante.