Hjertetræet har førertrøjen på her i haven, når det handler om efterårsløv. Mens de fleste andre træer og buske først lige er begyndt at få efterårsfarver, er hjertetræet nu godt i gang med at smide bladene. Når den er færdig med det, skal vi selvfølgelig have ryddet op, men indtil videre nyder vi egentlig synet af det gyldne tæppe på fliser og gange og de spredte blade, der har lagt sig på naboplanterne.
Måske er det lidt svært at se, men det næste billede viser faktisk en nydelig efterårsblomstrende staude. Det er en japansk staude, som jeg for et par år siden købte hos Thyboesminde. Etiketten siger chenolopsis Japan Beauty, et navn, som dog ikke figurerer ret mange steder på internettet. Dens lange, mørke ranker er ganske stive og hænger graciøst ud over kanten af græsplænen. Jeg må finde en placering til den med en mørk baggrund, så staudens blomster og vækstform vil komme mere til deres ret.
En anden efterårsblomstrende staude her i haven er impatiens omeiana ice storm.
Den står yderst i staudebedet i et hjørne op til græsplænen og en pikstensbelægning, hvor den fungerer fint som bunddække. De gule blomster er dekorative og ret specielle; hvis man har springbalsamin i haven, kan man sikkert sagtens se slægtskabet.