Oktober startede regnfuldt og uindbydende, men vendte på en tallerken og forkælede os i den forløbne uge med det smukkest tænkelige efterårsvejr - tørt, mildt, forholdsvis solrigt og frem for alt nærmest vindstille. I sådan et vejr kommer hanesporetjørnen/ crataegus crus-gallii) rigtig til sin ret med sine utallige bær. Den blev til overs, da vi fornyede læbæltet for snart mange år siden, og har vist sig at være et fint solitærtræ.
Hvad er mon dette, tænker du nok. Jo, det er frugter fra slyngplanten akebia quinata. Den var smækfuld af blomster i maj og har en enkelt gang tidligere haft en frugt. Akebia beskrives ofte som et monster, fordi en etableret plante har en enorm grokraft. Det kan vi godt skrive under på. Heldigvis har vi plads nok, så vi kan tillade os at lade den udfolde sig. Den har totalt invaderet et navrtræ, hvis eneste opgave da også er at give akebiaen et sted at boltre sig og udvikle sine flettede lianer.
I torsdags fik jeg øje på en lille mørk tue i gruset og tænkte, at den enten måtte være starten på et muldvarpeskud eller et pindsvin, og det viste sig heldigvis at være det sidste. Man kan vist lige ane den lille, mørke tryne på det første billede. Jeg kunne ikke lade være med at røre ved den med en let finger, og det fik den til lynhurtigt at rulle sig sammen i en stikkende kugle. Sådan blev den liggende, indtil vi gik vores vej. Hvor den er henne nu, ved vi ikke; men vi har nærmest flere kilometer grenaffald under de store lætræer, hvor den kan bo i fred og ro.
![]()
Blomster glæder os haveejere til hver en tid; men det er, som om jeg er specielt taknemlig over de planter, der beriger os med blomster her om efteråret, hvor bladene gulner og falder ned, og hvor lyset bliver stadigt svagere. En af dem er høststenbræk. Vi har haft 5 forskellige, men er nu nede på to, og deres blomstring er altid lidt forskudt.
Efterårsensian overlever ikke ude i haven; men helt undvære dem vil jeg ikke, så jeg har tilplantet en stor, flad krukke med den fyldte Eugens allerbester. Den kræver et minimum af pasning.
En af de planter, jeg var overbevist om, var gået til i vinterkulden, var den såkaldte blå kløver/ parochetus communis, der selv i England kun regnes for at være delvis hårdfør. Men den er dukket op to steder, hvor jeg havde plantet den ud, mens en krukkeplante ikke overlevede.
En anden forholdsvis sart plante, som har overlevet mod alle odds, er rispapirplanten/ tetrapanax. papyrifer Rex. Den skyder nye blade henover hele sæsonen, som med deres gyldne farve giver en god kontrast til de grønne blade, som til gengæld efterhånden visner ned. Med andre ord fornyr planten sig stille og roligt.
En sidste plante, som jeg havde dømt død og borte, men som alligevel langt om længe er dukket op, er bjørnetidslen acanthus hollard´s gold, som har flotte, skinnende gullige blade.
I den uge, der lige er sluttet, har vi været så heldige at have haft besøg af vores søn, som ellers bor i New York, og som vi kun har set på Skype i henimod to år. I fredags kørte vi ham til Billund Lufthavn, og på hjemvejen holdt vi ind hos Jespers Planteskole, fordi han var leveringsdygtig i en fin sølvlys (Actaea japonica ’Cheju Do’) som jeg havde forelsket mig i på
Carinas blog.
Jeg vil slutte indlægget med billeder af Ghislaine de Feligonde. Hvor er det dog en fremragende rose!
