På denne tid af året er der mange haveejere, som er usikre på, om de skal klippe de gamle blade af påskeklokkerne. Med mindre planterne er angrebet af bladpletsyge, er planterne totalt ligeglade. De nye blade er nemlig lige på trapperne og de gamle så tørre, at det er begrænset, hvor meget glæde planterne har af dem. På billedet herunder ses et sundt gammelt blad og et, der er angrebet af bladpletsyge.![]()
Og herunder kommer en blomst, der er angrebet. Året rundt fjerner jeg faktisk de blade, jeg umiddelbart kan se er inficeret, og hos de fleste når svampen ikke længere end til nogle få af bladene og generer overhovedet ikke blomstringen. Alligevel burde jeg utvivlsomt grave de hårdest inficerede planter op for at forhindre, at smitten breder sig. Det gør jeg også i ny og næ; men dovenskaben spiller desværre også ind; for voksne påskeklokker har et kraftigt rodnet, som ikke bare lige kan rykkes op af jorden eller graves op med en håndskovl.
Det vil altså sige, at med mindre påskeklokkerne er syge, er det af æstetiske grunde, at man fjerner bladene. Nogle synes, planten bliver for bar og minimalistisk uden de gamle blade; men for mig at se gælder det kun, hvis det drejer sig om en lillebitte plante med en enkelt eller ganske få blomsterstængler. F.eks. ser den grønne med røde pletter helt fin ud med sine røde stængler og nye blade.
På de fleste påskeklokker lægger de gamle blade sig på jorden rundt om planten, men på det næste billede kan man se, at bladene også kan komme til at dække mere eller mindre over blomsterne, så hele planten ender som en værre rodebutik.
Her pynter det gevaldigt at få fjernet bladene, så man kan nyde synet af de friske blomster.
Så er der spørgsmålet om, hvordan man forholder sig til de nye frøplanter, som påskeklokkerne så gavmildt forærer os. Jeg har nok haft påskeklokker i haven i mindst 40 år, og i starten beholdt jeg mange af frøplanterne, idet jeg bruger dem som bunddække mange forskellige steder. I dag fjerner jeg de fleste - dels har vi ikke behov for flere bunddækkeplanter, dels har blomsterne en tendens til at revertere til blommefarvet med grønne islæt, som det kan ses i de to midterste blomster i collagen med forskellige slvsåede påskeklokker.
En undtagelse er frøplanter fra de fyldte påskeklokker. Dem lader jeg stå, og forklaringen kommer i det sidste billede. Her kan den opmærksomme læser uden tvivl se, at den oprindelige plante med pink blomster står i centrum omgivet af tre planter med sartgule blomster og grønne stilke, og det er disse planter med sartgule blomster, der er frøplanter. Dem er jeg glad for, at jeg ikke gravede op og smed væk. Derimod kunne jeg godt finde på at samle dem til en større gruppe et andet strategisk sted, så farverne bliver skilt ad.
