Selvom en del roser nu har blomstret færdig, er der heldigvis stadigvæk andre, som har gang i blomstringen. I dag har jeg især fokus på nogle i forskellige nuancer af rosa og pink. I collagen ses Heidi Klum,Princess Alexandra of Kent, la rose de Molinard og Belle de Clermont.
Andre bloggere har fremhævet Leonardo da Vinci som særdeles rigtblomstrende, og det kan jeg helt tilslutte mig. Vores har jeg lavet af stiklinger, og det påvirker tydeligvis ikke væksten negativt af det.
Sally Holmes har det sarteste skær af lyserødt på de nyudsprungne blomster, som falmer og efterhånden bliver cremehvid. Hvor er den dog vidt forskellig fra den (over)fyldte Eden rose, som ses herunder.
Nogle stauder: Druemunke kan vist godt beskrives som en anonym staude både i blomst og som bladplante. Det er først, når de skinnende bær udvikler sig, at den skiller sig ud.
verbascum nigrum album og aconitum pink sensation
En anden god gammel plante er denne hortensia med de runde blomsterstande og den insisterende farve.
Ikke gammel i haven, men gammel af oprindelse er clematis viticella Mary Rose. Den menes at stamme fra 1500tallet, har været glemt i flere århundreder og blev først genopdaget sidst i 1900tallet. Dens farve er vanskelig at beskrive og varierer naturligvis med det lys, der falder. Den bedste beskrivelse synes jeg er skiferblå, selvom man godt kan ane en lille smule lilla, hvis lyset falder rigtigt.