Det er blevet tid for et nyt indlæg, og man vist godt sige, at jeg skyder med spredehagl i dag. Jeg starter i skovhaven, hvor clematis viticella venosa violacea vokser op i en taks tæt ved indgangen. Den har fået lov til at passe sig selv, bortset fra at jeg har puffet rankerne ind i taksen, når man fik dem i hovedet. Nu har den så selv fundet ud af at kreere en lille portal henover stien. Det er da noget så romantisk.
En tredje slyngplante er codonopsis rotundifolia, som vokser op ad stammen på et lille elmetræ, og som man garanteret ikke opdager, hvis man ikke ved, at den er der.
Foran den står en stedsegrøn magnolia grandiflora Maryland, som med mellemrum i løbet af sommeren kan fremvise et par af sine flotte, hvide blomster.
Roscoea auriculata/ buddhablomst eller falsk orkidé ses ikke i særligt mange haver, men er faktisk en nem plante at have med at gøre, bare den placeres forholdsvis skyggefuldt. Vi har haft den siden 2014, og hvis man kigger neden under planten, kan man se en håndfuld små frøplanter, hvilket jo normalt er et tegn på, at planten trives.
Sidste år såede jeg digitalis ferruginea, og fordi jeg i efteråret ikke kunne finde et egnet plantested, fik jeg lov til at sætte dem for enden af Sørens bed med især selvsåede sommerblomster i køkkenhaven. Siden har jeg fundet ud af, at den digitalis, jeg egentlig ville have sået, var den staudeagtige parviflora, mens denne her er toårig og til gengæld sår sig selv flittigt. Man kan vel godt sige, at den er kommet på sin rette hylde.
Nu er det også tid for skæbnetræets blomstring. Det er nu mere de røde dækblade, man lægger mærke til, synes jeg, end de små hvide blomster.
Det er ved at være dahliatid, så dem vil jeg slutte med. De første to er creme de cassis og en uden navn, som skulle have været den mørkerøde karma choc, men det er det tydeligvis ikke. Ganske køn alligevel.
