I lørdags ryddede vi op i en del af haven, som ellers stort set får lov til at passe sig selv. Jeg vil gætte på, at der bliver ryddet op en gang i kvartalet eller noget i den stil. Denne gang fik grantræerne desuden skørterne hævet, så man kan kigge ind under dem, og denne lille ændring har vist sig at have en langt større effekt, end vi havde forudset.
Oppe fra haven kan blikket nu få uhindret adgang til denne yderste del af haven og endda bevæge sig gennem Sørens "hjullåge" og ud til den omgivende mark. Jorden skråner lidt, og nede fra den vildere del kan man omvendt kigge hele vejen op til det gamle staudebed og bøgehækken foran skovhaven. At vi nu så at sige går inde under granerne i stedet for rundt omkring dem, giver desuden helt tydeligt en anden form for rumfornemmelse.
cornus kousa Teutonia
I denne del af haven er bladene på f.eks. hasselurt og helleborus usædvanligt skinnende, som man kan se på billedet herunder. Selvom vi ikke har konstateret bladlus på planterne, er der nok alligevel tale om honningdug, som udskilles af bladlus. Der er ikke noget, vi kan gøre ved det, så måske lægger der sig senere et grimt, sort lag på bladene; men den tid, den sorg.
Syd for og i forlængelse af den lille skovhave ligger et mere åbent, men stadigvæk ret vildt parti. I min barndom var det en del af køkkenhaven, hvor hver meter jord blev udnyttet. Der står stadigvæk gamle, bonsaiagtige frugtbuske fra den tid, og ellers er det stedet, hvor vi anbringer buske og træer, som vi ikke umiddelbart kan finde en perfekt placering til. I bunden vokser der skovjordbær og smørblomst og fingerbøl. Alt i alt er det et hyggeligt og uforpligtende område.
Jeg slutter med et billede fra vores sensommerbed/græsbed/seniorbed/gyllebed, hvor tamariskbusken står i fuldt flor. Vi har bøvlet en del med at forme busken, så den kom til at indgå i helheden på en harmonisk måde, og i år er vi ganske godt tilfredse med resultatet.
