Mens årets overraskelse i 2015 var de imponerende blomster på magnolia grandiflora Goliath, var årets overraskelse i 2017 af en helt anden kaliber, nemlig snegle, og det er dem, dette indlæg er kommet til at handle om.
![]()
Indtil det tidlige efterår 2016 levede vi en lykkelig og sneglefri tilværelse; men pludselig en eftermiddag sad der en stor, ulækker snegl helt oppe på øverste trin af bagtrappen, da jeg åbnede døren, og da vi omhyggeligt tjekkede brostenene, fandt vi to små, grå tingester, som godt kunne ligne unger. Vi undrede os såre - hvad gjorde de på gårdspladsen, når det, de holder allermest af, er saftige, grønne blade? Senere det efterår fandt vi tre lignende tingester omme på grusvejen langt væk fra gårdspladsen.
![]()
I foråret 2017 fandt vi igen snegle omme på vejen - måske fem i alt - og alt var godt indtil Skt Hans aften, hvor vi fik et kæmpechok. Bedst som vi hyggede os med et lille bål på møddingspladsen, fik vi pludseligt øje på, at kompostbunken vrimlede med ulækre, brune dyr. Vi fandt omgående et våben hver og gik i krig og dræbte omkring tres snegle, et ufatteligt stort antal sammenlignet med det, vi tidligere havde set.
![]()
Resten af 2017 bekæmpede vi sneglene det bedste, vi havde lært, med daglige aftenrunder og brug af pandelygte og ferramol på sneglenes yndlingsområder. Nogle dage fandt vi ingen, andre dage et tocifret antal; men vi kom aldrig i nærheden af de tres igen. Nu ved vi, de er her, og er klar til kamp i 2018. Ifølge Kaj, som dyrker markerne omkring os, er sneglene der et stort problem, så en sneglefri tilværelse skal vi nok ikke regne med at få tilbage, og det er trist at kunne se frem til, at aftenrunderne fremover kommer til at handle om at slå dyr ihjel.
![]()
Som om dræbersneglene ikke kunne være nok, så har de små med hus også formeret sig voldsomt, faktisk så voldsomt, at jeg i år agter at medbringe en dedikeret sneglespand, hver gang jeg arbejder i haven. Hvad jeg så vil gøre ved de snegle, jeg får plukket, har jeg ikke bestemt endnu.
![]()
Det siger nærmest sig selv, at jeg har støvsuget internettet for nyttige informationer om, hvordan man bedst bekæmper disse kedelige dyr. Hvad jeg fandt, og hvad jeg syntes om det, jeg fandt, må dog vente til et senere indlæg (måske).
![]()
Snegle er og bliver et trist emne, så jeg vil slutte indlægget med at omtale et positivt dyr, nemlig regnormen. Om aftenen i pandelygtens skær var det i efteråret et helt fantastisk syn, når regnormene stak deres overkroppe op over det fugtige græs og dansede deres stammedans. Vi ved jo, at regnormene findes i jorden og er uundværlige, men at de findes i et nærmest uendeligt stort antal, var jeg ikke klar over. Jeg ville ønske, jeg havde taget et billede af de fantastiske dyr.
Indtil det tidlige efterår 2016 levede vi en lykkelig og sneglefri tilværelse; men pludselig en eftermiddag sad der en stor, ulækker snegl helt oppe på øverste trin af bagtrappen, da jeg åbnede døren, og da vi omhyggeligt tjekkede brostenene, fandt vi to små, grå tingester, som godt kunne ligne unger. Vi undrede os såre - hvad gjorde de på gårdspladsen, når det, de holder allermest af, er saftige, grønne blade? Senere det efterår fandt vi tre lignende tingester omme på grusvejen langt væk fra gårdspladsen.
I foråret 2017 fandt vi igen snegle omme på vejen - måske fem i alt - og alt var godt indtil Skt Hans aften, hvor vi fik et kæmpechok. Bedst som vi hyggede os med et lille bål på møddingspladsen, fik vi pludseligt øje på, at kompostbunken vrimlede med ulækre, brune dyr. Vi fandt omgående et våben hver og gik i krig og dræbte omkring tres snegle, et ufatteligt stort antal sammenlignet med det, vi tidligere havde set.
Resten af 2017 bekæmpede vi sneglene det bedste, vi havde lært, med daglige aftenrunder og brug af pandelygte og ferramol på sneglenes yndlingsområder. Nogle dage fandt vi ingen, andre dage et tocifret antal; men vi kom aldrig i nærheden af de tres igen. Nu ved vi, de er her, og er klar til kamp i 2018. Ifølge Kaj, som dyrker markerne omkring os, er sneglene der et stort problem, så en sneglefri tilværelse skal vi nok ikke regne med at få tilbage, og det er trist at kunne se frem til, at aftenrunderne fremover kommer til at handle om at slå dyr ihjel.
Som om dræbersneglene ikke kunne være nok, så har de små med hus også formeret sig voldsomt, faktisk så voldsomt, at jeg i år agter at medbringe en dedikeret sneglespand, hver gang jeg arbejder i haven. Hvad jeg så vil gøre ved de snegle, jeg får plukket, har jeg ikke bestemt endnu.
Det siger nærmest sig selv, at jeg har støvsuget internettet for nyttige informationer om, hvordan man bedst bekæmper disse kedelige dyr. Hvad jeg fandt, og hvad jeg syntes om det, jeg fandt, må dog vente til et senere indlæg (måske).
Snegle er og bliver et trist emne, så jeg vil slutte indlægget med at omtale et positivt dyr, nemlig regnormen. Om aftenen i pandelygtens skær var det i efteråret et helt fantastisk syn, når regnormene stak deres overkroppe op over det fugtige græs og dansede deres stammedans. Vi ved jo, at regnormene findes i jorden og er uundværlige, men at de findes i et nærmest uendeligt stort antal, var jeg ikke klar over. Jeg ville ønske, jeg havde taget et billede af de fantastiske dyr.