I grunden er vejret vel fint til havearbejde. Alligevel er den evindelige blæst ret så enerverende, så jeg har valgt at lave et blogindlæg i stedet for at tage fat på de havesysler, der ellers ligger lige for. Jeg starter med en collage med tre staudeklematis, nemlig roguchi, durandii og viorna.
Rhododendron prostratum er i gang med sin genblomstring. Den hang noget under varmen, men rettede sig hurtigt, da vejret blev køligere.
Pineland Princess hedder denne dahlia, som er ny i haven. Den beskrives som en dahlia med en variabel blomstring, og indtil videre har den ikke helt lignet de meget fligede udgaver, der vises på nettet.
Leslie Woodriff har 10 års jubilæum i haven.
Solhat har jeg et problematisk forhold til, idet det irriterer mig, at de er så dyre at anskaffe, selvom mange af dem, især de mere usædvanlige, ikke er ret holdbare. Den mest holdbare hos os er Green Twister, som jeg oprindeligt har sået af frø fra Jelitto. Disse selvsåede planter har større blomster end den oprindelige gruppe.
Kvæsurten sanguisorba tenuifolia alba forelskede jeg mig i på et besøg i en åben have, og nu er den en af de dominerende planter i vores sensommerbed.
Kanelbusken calycanthus Hartlage Wine var allerede fuldt udsprunget sidst i maj og storblomstrer stadigvæk.
Da skovhaven blev etableret, stod der en stor gruppe af kæmpe tusindstråle/ telekia speciosa derinde; men efterhånden som træer og buske voksede til, blev det for tørt og dunkelt for den, og den måtte flyttes et andet sted hen. I dag står den i den vildeste del af haven og lyser op. I mine øjne er det en flot staude i al sin grovhed.
Clematis Perle d'Azur har også lidt under halvmørket i skovhaven, og efter at vi har fældet 3 store avnbøg i hækken mod vest, kvitterer den straks med en bedre blomstring. Comtesse de Bouchaud og Prince Charles har derimod altid fået lys nok. I år præsterer de nok deres hidtil flotteste blomstring.
